Den ukuelige tro på sig selv og evnen til at blive ved. Det er noget af det, der fascinerer ved humlebien. Vi elsker myten om at den ikke kan flyve. Det ved den bare ikke og derfor flyver den alligevel. Dog strider det ikke mod fysiske love, at den lidt kluntede og flotte bi flyver.
Jeg kommer til, at tænke på det i forbindelse med saxofonisten Pernille Bévorts nye album, Blik. Hun har været igang på den danske jazzscene siden 90'erne og udgav sit første album A Live i 1997. Siden er der, inklusive det nye album kommet 11 albums, hvor Pernille Bévorts navn har stået øverst. Det er en kraftpræstation i særklasse. Senest fik vi solopladen Gopler og andre urovækkende fænomener, der føjede nyt til fortællingen om en musiker, der ikke er bange for at gå egne veje og bare bliver ved.
Pernille Bévort har stor erfaring fra større orkestre, eks. Erling Kroners big band i sine unge formative år og i de senere år har hun spillet med de største big bands herhjemme og flere i Sverige. Når hun laver musik til Radio Bévort er der også tænkt stort. Musikken har et omfangsrigt udtryk, hvor det flere gang lyder af mere end den septet, musikken er lavet til.
Hun kalder bandet for Radio Bévort og det er fire år siden, at vi sidst stillede ind på den radiostation, med albummet Which Craft? Fire blæsere: Bévort (tenor og sopransax, Mariane Bitran (fløjte), Kasper Wagner (altsax) og Ole Visby (basklarinet og tenorsax) er sammen med Marie Louise Schmidt (piano/Rhodes/accordion), Morten Ankarfeldt (bas) og Bjørn Heebøll (trommer).
De spiller fortællende og fabulerende jazz. Pernille Bévort har så meget på hjerte - og formår med stort overskud, at bevare ro og overblik i kompositionernes afkroge og afveje. Titlerne indikerer at der er holdninger og åbenhed nede i musikken; 8 March Anthem eller Foundringsfryd. Tag med og brug tid på musikken. Det fortjener den (og det gør du også).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar