fredag, april 16, 2004

JazzNyt Uge 17 2004

ECM artisten Meredith Monk er i København d. 12-13 juli, under jazzfestivallen.

Michel Camilo & Sjællands Symfoniorkester spiller d. 22. april på Erikstrupskolen, d. 24. april i Tivolis koncertsal og Michel Camilo kommer uden Symfoniorkestret d. 25. på Stars i Vordingborg

Den svenske basunist Nils Landgren har med hans Funk Unit lige udsendt CD'en Funky Abba, med nyfortolkninger af stort set alle de fedeste Abbasange; Gimmme..., Dancing Queen og Knowing me knowing you. D. 18. april kan de opleves live på Tobakken i Esbjerg og d. 22. april spiller de i Pumpehuset.

Århus Internationale jazzfestival 2004 starter d. 10. juli og slutter d. 17. juli. På Train kan man bl.a. opleve en af de seneste års mest originale saxofonister Chris Potter, firserfunkfusionsfænomenet Yellowjackets med en anden saxhelt, nemlig Bob Mintzer og desuden kommer Ladysmith Black Mambazo. Det endelige program offentliggøres til maj.

I sidste uge havde jeg fundet et citat fra en anmeldelse af Kresten Osgoods Hammond Rens plade i All About Jazz New York. Den blev anmeldt sammen med Søren Nørbo's seneste CD. Den megen opmærksomhed skyldes et tredages engagement på Cornelia Street Café i New York, med Søren Nørbo på piano, Niels Præstholm på bas og Kresten Osgood på trommer. Det foregår d. 22-24. april.

Hitlister er måske ikke lige det, jazzhoveder går mest op i, men på den tyske jazztop 5 i februar måned, var det selvfølgelig "hardcore"(fnis)jazzeren Norah Jones som både havde første og anden pladsen, men på 3. pladsen fandt vi svenskeren Viktoria Tolstoy med hendes seneste udspil med fortolkninger af Esbjörn Svenssons melodier. På 4. pladsen var det nordmanden Silje Nergaard og på 5. pladsen var der endnu en nordmand, saxofonisten Jan Garbarek, som sideman på Miroslav Vitous' Universal syncopations. Ikke dårligt af vore naboer.

D. 20. maj er der Plademesse i Musikhuset i Århus, med jazz, blues og klassisk musik. Det foregår i tidsrummet kl. 11-17. Det er nu dejligt, at man kan komme ud for at købe plader på en helligdag. Gad vide om jeg kan få noget Ramsey Lewis i det funky hjørne? se mere her: http://www.okbo.dk/?go=plademesse

Ingen kommentarer: