torsdag, december 14, 2006

Rockæstetisk jazz
Jam eller jamsession som det også kaldes, er en klassisk jazzdyd. I de senere år der indenfor rocken opstået genren jambands, hvor Dave Matthews Band nok er det mest kendte. Genren går i lige linje tilbage til Grateful Dead og deres monsterlange improvisatoriske koncerter. Paralellen til jazzen går netop på det impulsive, det der opstår i nuet, og ikke mindst at man har musikalsk talent, empati og overskud til at indgå i et band, hvor man nok har lavet nogle rammer, men ellers ikke aftalt ret meget mere. Saxofonisten Mads Hansen trækker med sit band J.A.M. mange paraleller til rockens jambands. De har netop udsendt deres første CD på Calibrated, med titlen I Love Jam. Bandet består af Jeppe Skovbakke på bas og Jeppe Gram på trommer. På guitar finder man hele to guitarister, og det er omdrejningspunktet for musikken. For det første er det to forskellige typer guitarister. Den ene Aske Jacoby er kendt for sit mangeårige arbejde på den danske rockscene, og den anden Jeppe Kjellberg opererer i så forskellige bands som Yak, Whomadewho og egne projekter, med bla. Flemming Agerskov.
Musikken spilles så alle i bandet er på hele tiden, der spilles ganske vist solo, men resten af musikerne spiller for uformindsket styrke, så musikken farves på både rockæstetisk vis og bandet fremstår som en sammenhængende organisme.
Mads Hansen: www.mads-hansen.dk

Jazz Cruise fra København
D. 5. juli 2007 starter North Sea Jazz Cruise I København og slutter 12 dage senere i Rotterdam, med North Sea Jazz Festival som sidste programpunkt. I dagene ombord på krydstogtskibet M/S Rotterdam vil man få mulighed for at opleve Dee Dee Bridgewater, Roy Hargrove, Lionel Loueke, Medeski, Scofield, Martin & Wood, McCoy Tyner, David Sanborn, Kirk Whalum og Marcus Miller, der ligeledes er vært. Priserne for dette drømmetogt starter på $2100 og slutter på $14000. I dette er også inkluderet VIP festival pakke til North Sea Jazz Festival.
Gad vide om ikke flere af kunstnerne dukker op på Copenhagen Jazz Festival 2007.
Jazz Cruise: www.northseajazzcruise.nl

Bog på dansk om Charlie Parker
Husets forlag har lige udgivet bogen Charlie Parker -"The Bird", skrevet af Jens Kjeldsen. Bogen kommer hele vejen omkring Parker, hans samtid og musikhistoriske betydning. Den er udstyret med en omfattende lyttevejledning, til glæde for såvel den garvede Parker-entusiast som den nysgerrigt interesserede. Charlie Parker- "the Bird” er et omfattende og gennemarbejdet værk på området. Den giver et enestående indblik i principperne bag Parkers musikalske univers, hans omtumlede tilværelse og det jazz-miljø, han var en markant del af.
www.husetsforlag.dk

Grammy nomineringer afsløret
De nominerede til den amerikanske Grammy er i denne uge blevet afsløret, og der gemmer sig et par artige overraskelser, når man tager sit jazzhøreapperat på. Tony Bennett er sammen med Stevie Wonder nomineret med For once in my life, og oppe mod bla. U2 & Mary J. Blige og Sheryl Crow & Sting. I Best pop vocal album kategorien er Elvis Costello & Allen Toussaint med The river in reverse oppe mod bla. Christina Aguilera og James Blunt. I kategorien Best jazz instrumental album er Ornette Coleman, Chick Corea, Trio Beyond, Kenny Garrett og Sonny Rollins oppe mod hinanden.
www.grammy.com

Osgood rykker ud med Musketererne igen
Kresten Osgood med bandet Og hvad er klokken, der består af Thomas Vang og Jesper Løvdal inviterer i dagene d. 19.-20. december sammen med Loco til Musketer Festival på Zum Biergarten.
Kresten Osgood siger festivalen: ”De medvirkende er alle folk som jeg opfatter som moderne musketerer. Bevæbnet med musik, forsvarer de os mod ligegyldighed, middelmådighed og selvtilstrækkelighed, tre af menneskets mindre flatterende egenskaber som bliver dyrket i dagens Danmark. Denne festival har til formål at hylde de musketerer, gamle som unge, som har viet deres liv til at sprede kærlighed og groove til det danske folk. Vi vil synge og spille på livet løs. Ikke i protest, men i kærlighedens navn. Et budskab der transcenderer genrer, karrierer og alder.”Der bliver mulighed for at opleve: Kasper Tranberg , Jonas Struck, Gisli, Emil de Waal, Per Kristensen, Prins Nitram, Jeppe Skjold, Je m’appelle Mads, Mark Solborg, TS Høeg, Peter Danstrup, Søren Kjærgaard, Anders Holst, Mads Mouritz, Torben Steno, Johan Olsen, Nanna Lüders, Anders Banke, Frida Asmussen, Søren Siegumfeldt, Niclas Knudsen, Jon Meinild m.fl.
Loco: www.locomusic.dk

Ingen kommentarer: