Susi og standards
Susi Hyldgaard har på sin nye plade, Magic Words to steal your heart away kastet sig over et standardrepertoire. Numrene består af en blanding af megakendte; Love for sale og Baby it's cold outside (med trommeslageren og jazzparvinderen Aldo Romano som sanger), og mindre kendte Slow hot wind og Kemo kimo og moderne "standards": Moondance og In the summertime. Blandingen er god og Hyldgaard har overhovedet ingen problemer med at gøre sangene til sine egne. Hun synger med empati og nærhed og stemmen nærmest kravler kælent ud af højttalerne. Hun spiller selv på piano og akkompagneres af Jannik Jensen på elektrisk bas med en livlig lyd, Carsten Sønderskov på trommer, samt Niels Gerhardt og Erling Kroner på trombone, Kasper Winding på keyboard (på de to numre han har produceret) og DR Big Band (på In the summertime). Susi Hyldgaard er en speciel skabning på den danske musikscene og det kan godt undre at hun ikke får et større gennembrud, med sin blanding af fantasifuld og original musik der har radiopotentiale. Desuden er pladen iklædt et Alt For Damerne lækkert billede, der kan gøre selv Diana Krall misundelig.
Bonusinfo:
Hun spiller releasekoncert i forbindelse med Copenhagen Jazzfestival på Bopa Plads d. 14. juli kl 17.00. Der er fri entré.
Susi Hyldgaard: www.susihyldgaard.dk
Ingen kommentarer:
Send en kommentar