Onde gamle mænd
Hvis der er noget der ikke holder en meter idag, så er det lyden af en 80'er lilletromme, du ved den med masser af rumklang og en meget skarp lyd. Men hvis man hedder Klaus Menzer, så er det vel en smule tilladeligt. Han var 80'ernes Kong Tromme herhjemme (i bla. Sneakers og One Two). Hvorfor overhovedet fremhæve ham, som den første, når det handler om en plade som er lavet af Karsten Vogel? Fordi Menzers trommer er tilstede stort set hele tiden og ikke er til at overhøre pga. netop den skarpe lyd.
Karsten Vogel der spiller sopran- og altsax på pladen og har komponeret samtlige numre, har været en bestanddel af den danske musikscene i længere tid end de fleste kan huske. Birds of Beauty er et projekt der har eksisteret siden 1977, det opstod i kølvandet på opløsningen af Secret Oyster. Karsten Vogel har på denne plade samarbejdet på en del af numrene med en anden 70'er legende, keyboardspileren Kenneth Knudsen, som vi desværre hører alt for lidt til, nu om dage.
Pladen lyder som noget der kunne være lavet en gang i firserne, hvor man har ladet sig inspirere af fusion og jazzrock, men alligevel har den der utvetydige danske poprocktone. Ligesom når Halberg/Larsen, Sneakers eller Sebastian spillede avanceret. En på mange måder spøjs plade, der i den grad lever op til titlen; Mean old men. Altså de der gamle hoveder, der kender deres eget værd og i den grad er ligeglad med tidens toneklang og smagsdommere.
Karsten Vogel: www.karstenvogel.dk
Blake Tartare på USA/Canada tur
I dagene fra d. 18. juni til d. 26. juni er Blake Tartare med den amerikanske saxofonist Michael Blake i spidsen på tur i USA og Canada. Med sig har han Søren Kjærgaard på piano, Kresten Osgood på trommer og Jonas Westergaard på bas. De spiller bla. på jazzfestivallerne i Rochester, Vancouver, Edmonton og Ottawa.
New Yorker kult på Kaleidoskop
The Claudia Quintet er et af de mest originale bands, som i de senere år er udsprunget fra New York's jazzundergrund. Med instrumenter som klarinet, harmonika og vibrafon har bandets grundlægger, trommeslager John Hollenbeck formået at skabe et originalt lydunivers som består af kaleidoskopiske mønstre, modale beats samt en nærmest uendelig strøm af musikalske idéer som de fem musikere sender ud i en lind strøm. Bandets fire udgivelser er hver især blevet rost til skyerne, og John Hollenbeck's kompositoriske evner er gang på gang blevet fremhævet af anmelderne. Seneste cd med The Claudia Quintet hedder "For" og udkom sidste år på Cuneiform Records.
Koncerten d. 19. marts på Nørrebroteatret Kaleidoskop er deres første i Danmark.
My Space: www.myspace.com/theclaudiaquintet
Nancy Wilson i Tivoli
Tivolis koncertsal byder til sommer på en vaskeægte jazzdiva, når sangerinden Nancy Wilson kommer på besøg. Hun er kendt for sine samarbejder med bla. Nat King Cole, Cannonball Adderley, Sarah Vaughan og i de senere år med Ramsey Lewis.
Hun kan opleves i selskab med Tivolis Symfoniorkester, samt et stjernebesat backingband med bla. Niels Lan Doky (piano), Ron Carter (bas) og Ulf Wakenius (guitar).
Koncerten afholdes d. 27. juni. Du kan læse mere på www.tivoli.dk
Kommende Pladeudgivelser
April
Ulf Wakenius: Love is real, Plays the music of E.S.T. (ACT), med Morten Lund, Lars Jansson og Lars Danielsson.
Peter Erskine: ELB (ACT), med Nguyen Lê.
John Surman: Rain on the window (ECM)
Nils Petter Molvær: Re-Vision (Universal)
Kannegaard/Kornstad/Vågan: Maryland (Moserobie)
Sinne Eeg: Kun en drøm (EMI), med Chris Minh Doky, Rasmus Kihlstedt og Jacob Christoffersen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar