onsdag, januar 07, 2009

KunTakt: KunTakt (Gateway)

Ikke kun takt

Hvis navnet KunTakt er en hensigtserklæring, er musikerne i trioen ikke særligt gode til at overholde den slags hensigtserklæringer. Det handler ikke kun om takt, men om en masse andet og det er ikke så lidt, selvom man kun er tre musikere. Trioen er baseret omkring Anders Bast på saxofon - og baritonsax og basklarinet på enkelte numre. Bast udsendte i 08 også sin debutplade Late urgency, hvor han efterlod indtrykket af en saxmand der har fundet sin tone. På denne plade er det endnu tydeligere. Bast fremstår behageligt homogen i saxlyden. Det er styrken ved pladen.
Trioen spiller afvekslende, med udgangspunkt i det melodiske. Thomas Præstegaard på trommer og Jens Kristian Andersen på bas placerer sig pænt ved siden af Bast og fylder overraskende lidt, specielt med tanke på at der kun er en saxofon at spille op ad. Man kunne godt ønske sig noget mere kant og tydelighed i musikken, der til tider løber ud i noget ingenting. Hvilket er ærgeligt, da trioen indeholder kvaliteterne til at skabe musik med noget mere.
Bonusinfo:
Trioen spiller på Jazzcup i København d. 21. februar.
My Space: www.myspace.com/kuntaktkontakt

Ingen kommentarer: