onsdag, maj 27, 2009

SPOT Oplevelse 2009 vol. 3


Cours Lapin (fredag d. 22. maj)
Det tidligere Swan Lee medlem, guitaristen Jonas Strucks nye band Cours Lapin blev præsenteret ved Spot Festivalen. Det var deres første koncert. De har ikke lavet plade endnu, den kommer først til efteråret.
Sangerinden Louise Alsenius har skrevet og synger teksterne på fransk, hvilket hun flere gange under koncerten fortæller publikum. Hun er endda så flink at hun oversætter sangtitlerne for det meget lidt frankofile publikum, for som hun siger, der er nok ikke så mange af jer der kan fransk. Her til kan man så supplere med to ting. Man har undervist i fransk på de danske gymnasier i mange år og det er jo ikke swahili det drejer sig om. Den nervøsitet som Louise Alsenius tydeligt viser på scenegulvet bliver desværre forsøgt gemt bag en hoven attitude der ikke klæder, hverken Alsenius eller Cours Lapin for den sags skyld.
Det er en skam, for musikken er très bon. Døsig, tilrøget fransk cafemusik spillet af et sublimt band, hvor bassisten Jonas Westergaard - som kendes fra utallige jazzsammenhænge - skal have ekstra ros for det dynamiske og fremadrettede spil. På keyboardet er det Asger Baden og på både elektrisk og akustisk guitar kreerer Jonas Struck fantasifuld musik med bla. twangin' guitar.
Bonusinfo:
Cours Lapin spiller deres anden koncert på Roskilde Festival 2009.
My Space: www.myspace.com/courslapin

Ingen kommentarer: