Vital og frisk 93 årig
Jazzen har eksisteret så længe, at man sendes meget langt tilbage i tiden, når man hører jazz fra dens unge dage i 20'erne og 30'erne - hvilket det vel også er? Når så samtidig størstedelen af jazzens pionerer er døde og borte. Så bliver det helt mærkeligt at modtage en nyindspillet CD, med en af de første og største pionerer i dansk jazz; Svend Asmussen. Han debuterede professionelt i 1933 og indspillede sin første plade i 1935. Siden har han spillet med alle jazzens store navne i både ind- og udland.
Den nye plade er indspillet i Florida, hvor han i januar tog over sammen med sin gode musikalske ven, guitaristen Jacob Fischer. Pladen præsenterer nogle sande hard core evergreens. Feks. optrådte Asmussen allerede første gang i 1928 offentligt ved en havnefest i Hornbæk med Singin' in the rain. Nu 81 år senere spiller han den igen på den aktuelle plade. Sådan kan der bindes historier på flere af melodierne. Nuages af Django Reinhardt, her har Asmussen spillet sammen med Django. Skylark og The nearness of you af Hoagy Carmichael, Asmussen indspillet og drukket Whiskey på St. Regis Hotel i New York sammen med Hoagy.
Guitaristen Jacob Fischer er på 17. år den perfekte makker til Asmussen, de to mødes musikalsk på tværs af jazzhistorien, med en klædelig afslappet elegance. Han spiller både akustisk og elektrisk guitar. Et enkelt solostykke, Gypsy er der også blevet plads til. Til gengæld har pladeselskabet glemt at føje ham på listen over de medvirkende musikere i CD-coveret.
Amerikaneren Richard Drexler der både spiller bas og piano på pladen, har placeret sig særdeles centralt i det ellers diskrete akkompagnament. Det her er selvfølgelig Asmussens plade og Drexler er muligvis en tand for diskret. Det er han dog ikke på det malplacerede solopianostykke Banjo, der ikke helt matcher pladens stil. Det lyder som noget fra en helt anden plade.
Svend Asmussen er ikke overraskende god, han er lige så god, som han altid har været. Men Asmussens alder taget i betragtning, er det vel ikke frækt at synes, at manden lyder overraskende vital og frisk. Der er stadig swing i Svend!
Lyt feks. til den gamle Danny Boy eller Asmussens egen Sermon for Stuff, hvis du er i tvivl om det her er noget for dig.
Bonusinfo:
Pladen er udgivet af det amerikanske selskab Arbors Records, men distribueres herhjemme af Little Beat Records. De afholder releaseparty for pladen d. 24. september hvor Svend er tilstede. Følg med på deres hjemmeside.
Little Beat Records: www.littlebeatrecords.dk
Ingen kommentarer:
Send en kommentar