mandag, april 12, 2010

Brad Mehldau: Highway rider (Nonesuch)

Blandet landhandel på motorvejen
Brad Mehldau's nyeste udspil er en opulent, nærmest svulstig sag. Dobbelt-album og symfoniorkester. Et nummer som Don't be sad folder sig ellers rigtigt flot ud, med Joshua Redman i front på altsaxen. Et lækkert melodisk popflow leder os behageligt gennem nummeret. Hvorfor de 1001 strygere så skal tilsættes er en gåde, da nummeret får en kedelig drejning i retning af det sukrede. Et nummer som Sky turning grey er beviset på, at det fungerer rigtigt fint uden strygerne.
Brad Mehldau er igen sammen med produceren Jon Brion, den samme producer der producerede det fænomenale, otte år gamle album Largo. Jon Brion er ellers mest kendt for sit arbejde i pop og film-soundtrack verdenen. Pladen er en meget blandet sag, med ambitiøse symfoniske stykker, filmstrygersovs, sax/piano duetter og powerfyldte kvartet- og triosager. Når Mehldau sammen med hans gamle bas-makker Larry Grenadier og trommeslageren Jeff Ballard kaster sig ud i nummeret Into the city, er der ikke et øje tørt hos alle os der godt kan lide, at spille luftklaver. Mehldau er en ægte mester på det område.
Havde Brad Mehldau holdt sig til en enkelt CD og droppet alle numrene med symfoniorkestret - feks. er der på hver CD et nummer udelukkende med symfoniorkestret og de er aldeles overflødige - så havde han lavet en superplade. Joshua Redman dukker op i ny og næ på sin altsax, han har udviklet sin signaturlyd og arbejder godt sammen med Mehldau. Grenadier er fast bassist, mens Ballard suppleres på trommerne med en anden gammel Mehldaumakker; Matt Chamberlain.
Brad Mehldau: www.bradmehldau.com

Ingen kommentarer: