mandag, august 30, 2010

Blood, Sweat, Drum + Bass with Jørgen Munkeby: Asa Nisi Masa (Calibrated)

Krydsrefererende vildskab
Det er det 27 mand store big band's fjerde album og det andet i selskab med nordmanden Jørgen Munkeby. Den sidste var en koncertoptagelse fra Roskilde festivalen, som her på bloggen kom med på listen over de bedste danske jazzudgivelser i 2008. Så forventningerne er ikke små herfra til det nyeste kapitel i historien om det kraftfyldte big band.
Titlen Asa Nisi Masa er taget fra Fellini-filmen 8½. Hvilket måske er meget betegnende for et orkester, der med krydsreferencer, originalitet og mange forskellige musikalske
virkemidler, ikke udelukkende har fundament i jazzen.
BSD+B har atter valgt en skabelon, der blander voldsomme tryk-den-af numre med regulære sangbare numre, der giver plads til de to sangerinder Gunhild Overegseth og Turid Guldin, som feks. Lay back, der også bringer Sofus Forsberg ind i folden som fast medlem af BSD+B. Han supplerer med electronics, der i dette tilfælde dækker over beats, der mest er af den klikkende og knasende art. På Stay on the surface er sangerinderne også i front, men på Numb and down koges sangen sammen med big bandet. Her blandes George Russell-inspirerede blæserstykker med skæv pop. Der sættes der en tyk streg under hvorfor BSD+D er mere end "bare" et big band.
Jens Christian "Chappe" Jensen er den myndige leder og arrangør, hvor han atter med stor rigdom får brugt hele det store big band. Der er fire kompositioner af Jørgen Munkeby, der er medlem af det norske band Shining. Numrene er fra Shinings repertoire, hvor de spilles med masser af vildskab. Den er heldigvis ikke forsvundet ved transformeringen af numrene til big band arrangementer.
BSD+D har med denne plade lavet en værdig studieopfølger til liveforgængeren. Pladen vækker lysten til, at man kan få lov til at begrave sig i dem ved en koncert.
Bonusinfo:
Der er ved ske nye ting med BSD+D, hvilket allerede kan høres i denne uge, hvor der er koncert med dem og Essam Rafe Oud & Moslem Rahal Nay i Århus d. 2. september. Den musikalske inspiration er denne gang hentet i bla. Damaskus og Istanbul.
Blood, Sweat, Drum + Bass: www.bloodsweatdrumnbass.com

Ingen kommentarer: