lørdag, januar 15, 2011

Dane TS Hawk 3: 3 of a kind (ILK)

Raw Jazz
Raw food er det hotte lige nu på madfronten, hvis man da kan sige det om noget der maks. må varmes op til 42 grader. De 42 grader er fordi, at der ellers er vigtige næringsstoffer der går tabt. Raw food består af enkle, gode og ikke alt for forarbejdede råvarer.
Dane TS Hawk 3 må være det tætteste jazzen kommer på raw food. Enkelt, rent og sundt og med et minimum af overflødig forarbejdning. Om ikke sundt for kroppen, så for sjælen. Udrensende godt. Altsaxofonisten TS Høeg har udtalt at han bæres i kongestol af sine to kumpaner, Bosse og Kresten. Nils Bosse Davidsen på bas og Kresten Osgood på trommer er ganske rigtigt kongelige i deres opbakning af saxofonisten, der med jazzhistorien i baggagen har skabt et nutidigt jazzalbum.


TS Høeg har en personlig tone på sax'en. Den er ikke tøvende eller skrøbelig. På den anden side er den heller ikke kraftfyldt eller overlæsset. Inderlig følsomhed der transponeres ud i et sikkert og vedkommende flow af korte toner. Det fungerer simpelthen forrygende godt sammen med Kresten Osgood der er i flydende rytmisk form som en anden Elvin Jones. Mens Nils Bosse Davidsen tager sig nogle velkomne friheder og spiller med et fyldigt groove, der passer elegant til denne trio.
Trioen spiller kompositioner af Strayhorn/Ellington, Monk og Lars Gullin, mens Høeg har taget sig af resten. På sidste nummer At the end of the trail, byder alle tre ind frimusikalsk og løssluppent. Det kan de nemlig også.
Bonusinfo:
Linernotes eller linerdigtet er skrevet af Lars Skinnebach

1 kommentar:

Anonym sagde ...

køb hans fantastiske album coming up på http://escho.net