Klassisk og køligt
Den svenske guitarist Hans Olding debuterer med et overbevisende album. Stilen er elegant og kølig med en venlige hilsner til 90'ernes jazz, hvor jeg undervejs kommer til at tænke på Pat Metheny og Michael Breckers 90'er indspilninger.
Den svenske guitarist Hans Olding debuterer med et overbevisende album. Stilen er elegant og kølig med en venlige hilsner til 90'ernes jazz, hvor jeg undervejs kommer til at tænke på Pat Metheny og Michael Breckers 90'er indspilninger.
Hans Olding er en klassisk lydende guitarist der befinder sig på et højt teknisk niveau. Men det kræver det også når man henter sin inspiration sådanne steder.
I Hans Oldings tilgang til jazzguitarspillet er der spor tilbage til 60'ernes Jim Hall og Kenny Burrell. Men i en opdateret udgave, hvor navne som førnævnte Metheny og John Scofield også har gjort deres indflydelse. Der opstår flere gange en vis anonymitet og tomgang i musikken. Det er en af den slags plader, hvor der ikke kan udsættes noget på selve præstationen, ud over at der er en risiko for at det hele er glemt om nogle få dage. Havde Hans Olding satset lidt og tilføjet noget mere personlighed havde han lavet en klasseplade. De tekniske evner er ihvertfald tilstede.
Han bakkes op af Linus Lindblom på tenorsax, Per-Ola Landin på bas og Chris Montgomery på trommer. Pladen lukkes ned med en lille perle. I duetten I wash the city off my skin (no place like home) sammen med Fredrik Ljungkvist på klarinet åbner Hans Olding op for noget af det, der er for lidt af på pladen.
hansolding.com
I Hans Oldings tilgang til jazzguitarspillet er der spor tilbage til 60'ernes Jim Hall og Kenny Burrell. Men i en opdateret udgave, hvor navne som førnævnte Metheny og John Scofield også har gjort deres indflydelse. Der opstår flere gange en vis anonymitet og tomgang i musikken. Det er en af den slags plader, hvor der ikke kan udsættes noget på selve præstationen, ud over at der er en risiko for at det hele er glemt om nogle få dage. Havde Hans Olding satset lidt og tilføjet noget mere personlighed havde han lavet en klasseplade. De tekniske evner er ihvertfald tilstede.
Han bakkes op af Linus Lindblom på tenorsax, Per-Ola Landin på bas og Chris Montgomery på trommer. Pladen lukkes ned med en lille perle. I duetten I wash the city off my skin (no place like home) sammen med Fredrik Ljungkvist på klarinet åbner Hans Olding op for noget af det, der er for lidt af på pladen.
hansolding.com
Ingen kommentarer:
Send en kommentar