Vi læser anmeldelserne i aviserne og på nettet. Vi lytter til jazzen i klubberne og på festivalerne.
Vi hører jazzen i radioen.
Hvem er det der bestemmer, hvilken jazz vi skal høre? - og hvad kan de egentlig selv lide, når der ikke skal anmeldes og laves programmer.
Hvor er det at det virkelig rykker og bliver ved med at rykke hos jazzens smagsdommere.
Hvad er det for nogle plader, som de bliver ved med at vende tilbage til når der skal slappes af eller rystes op i grundvolden. Når de vil please sjælen med det bedste de ved.
Jeg har spurgt en række af dem der er med til at bestemme i dansk jazz - på den ene eller anden måde.
Hvilke jazzplader holder de allermest af.
Jeg har spurgt en række smagsdommere i det danske jazzmiljø, bookere på spillesteder, anmeldere og radioværter om deres favoritter.
Jeg har bedt dem om at vælge fem danske og fem udenlandske plader i tilfældig rækkefølge og meget gerne med kommentarer.
Det skal være helt personligt uden hensyntagen til pladernes placering og vigtighed i jazzhistorien.
Jeg starter med at spørge mig selv.
Niels Overgård 43 år,
blogger på Jazznyt og formand for Moor Jazz, jazzklubben på Fermaten i Herning.
Mine fem danske (i tilfældig rækkefølge)
1. Jakob Bro: Balladeering (Loveland Records, 2009)
2. Entrance: Entrance (Metronome, 1977)
3. Jakob Davidsen: Mangfoldighed (Calibrated, 2006)
4. Jesper Zeuthen Trio (Blackout, 2010)
5. Niels Lan Doky: Misty dawn (Columbia, 1994)
Mine fem udenlandske (i tilfældig rækkefølge)
1. George Shearing/Niels-Henning Ørsted Pedersen/Louis Stewart: The MPS Trio Sessions (MPS/Universal, 2007)
2. Miles Davis: You're under arrest (Columbia, 1985)
3. Ornette Coleman: The shape of jazz to come (Atlantic, 1959)
4. Frank Sinatra: Sinatra at The Sands with Count Basie and The Orchestra (Reprise, 1966)
5. Mulatu Atatke & The Heliocentrics: Inspiration Information 3 (Strut, 2009)
Den skarpe ser hurtigt at der er to plader med Niels-Henning Ørsted Pedersen på mine lister. Doky's Misty Dawn og Shearing's Trio Sessions. Det er nogle plader der på hver sin måde får mig til at smelte. Shearing-pladen er en 4-dobbelt CD-opsamling med 5 LP'er fra 70'erne. Den blinde pianist George Shearing har lavet meget sovset junk i sin karriere. Men når han spiller som her, så står tiden stille. Guitaristen Louis Stewart er sammen med NHØP i vanvittig skarp topform. Jeg vender ofte tilbage til denne plade, når jeg ikke lige kan finde på noget at sætte på og det virker hver gang. Niels Lan Doky's Misty Dawn er en sikker plade. Det svinger som bare fanden og er et enestående eksempel på hvorfor Doky har en plads i manges jazzhjerter, at Riel og NHØP så spiller op til deres bedste er kun med til at sikre pladen en plads på denne liste og mit hjerte.
Jeg har fulgt den danske jazzscene særdeles indgående i de sidste 10 år. Derfor er det heller ikke så underligt at der kommer tre plader med fra den periode. Bro, Zeuthen og Davidsen er alle tre for mig indbegrebet af personlig, original og medrivende musik, der sætter sig i hjertekulen. Store plader der bør stå på pladehylderne hos den kræsne jazzlytter. Entrancepladen udkom da jeg var 9 år gammel, så den har jeg fanget siden hen. Palle Mikkelborg, Bo Stief og Kenneth Knudsen er musikere der altid har haft en stor plads i mit hjerte. Jeg har ikke oplevet Entrance live. Men Stief har jeg hørt utallige gange. Mens Mikkelborg står for noget helt specielt. I forbindelse med at min jazzklub Moor Jazz - der holder til på Fermaten i Herning - skulle lave en åbningskoncert på det ombyggede Fermaten i 2008 havde jeg fået den gode idé at parre Palle Mikkelborg og Blood, Sweat, Drum'n'bass Big Band. Det blev fedt og det er ikke mindre fedt fordi de har holdt sammen siden. Entrance har meget af den samme power.
Miles Davis er for mange jazzfans den helt store. For mig er han den største. Jeg har valgt at tage You're under arrest med, fordi den med sin energiske blanding af funk og fusionsjazz indlemmede mig i jazzfolden og jeg synes stadig at det er et genialt album. Ornette Coleman er yndlingssax'en for tiden. Jeg har haft mine perioder med Sonny Rollins, John Coltrane og Cannonball Adderley, så det kunne også være en af dem jeg havde taget med. Ornette Colemans The shape of jazz to come får mig for tiden til at hoppe i stolen. Prøv lige at lukke ørerne op til Congeniality...need I say more? Frank Sinatra og Count Basie i Las Vegas på casinoet The Sands, med arrangementer af Quincy Jones er mange gode ting på en gang. Her er du sikker på at vinde hver gang du tjekker på The Sands. Timet, tjekket og lækkert. Den ethiopiske pianist Mulatu Astatke er kommet i godt selskab med The Heliocentrics. Det er afrojazzet festmusik der er værd at lytte til.
Mine fem danske (i tilfældig rækkefølge)
1. Jakob Bro: Balladeering (Loveland Records, 2009)
2. Entrance: Entrance (Metronome, 1977)
3. Jakob Davidsen: Mangfoldighed (Calibrated, 2006)
4. Jesper Zeuthen Trio (Blackout, 2010)
5. Niels Lan Doky: Misty dawn (Columbia, 1994)
Mine fem udenlandske (i tilfældig rækkefølge)
1. George Shearing/Niels-Henning Ørsted Pedersen/Louis Stewart: The MPS Trio Sessions (MPS/Universal, 2007)
2. Miles Davis: You're under arrest (Columbia, 1985)
3. Ornette Coleman: The shape of jazz to come (Atlantic, 1959)
4. Frank Sinatra: Sinatra at The Sands with Count Basie and The Orchestra (Reprise, 1966)
5. Mulatu Atatke & The Heliocentrics: Inspiration Information 3 (Strut, 2009)
Den skarpe ser hurtigt at der er to plader med Niels-Henning Ørsted Pedersen på mine lister. Doky's Misty Dawn og Shearing's Trio Sessions. Det er nogle plader der på hver sin måde får mig til at smelte. Shearing-pladen er en 4-dobbelt CD-opsamling med 5 LP'er fra 70'erne. Den blinde pianist George Shearing har lavet meget sovset junk i sin karriere. Men når han spiller som her, så står tiden stille. Guitaristen Louis Stewart er sammen med NHØP i vanvittig skarp topform. Jeg vender ofte tilbage til denne plade, når jeg ikke lige kan finde på noget at sætte på og det virker hver gang. Niels Lan Doky's Misty Dawn er en sikker plade. Det svinger som bare fanden og er et enestående eksempel på hvorfor Doky har en plads i manges jazzhjerter, at Riel og NHØP så spiller op til deres bedste er kun med til at sikre pladen en plads på denne liste og mit hjerte.
Jeg har fulgt den danske jazzscene særdeles indgående i de sidste 10 år. Derfor er det heller ikke så underligt at der kommer tre plader med fra den periode. Bro, Zeuthen og Davidsen er alle tre for mig indbegrebet af personlig, original og medrivende musik, der sætter sig i hjertekulen. Store plader der bør stå på pladehylderne hos den kræsne jazzlytter. Entrancepladen udkom da jeg var 9 år gammel, så den har jeg fanget siden hen. Palle Mikkelborg, Bo Stief og Kenneth Knudsen er musikere der altid har haft en stor plads i mit hjerte. Jeg har ikke oplevet Entrance live. Men Stief har jeg hørt utallige gange. Mens Mikkelborg står for noget helt specielt. I forbindelse med at min jazzklub Moor Jazz - der holder til på Fermaten i Herning - skulle lave en åbningskoncert på det ombyggede Fermaten i 2008 havde jeg fået den gode idé at parre Palle Mikkelborg og Blood, Sweat, Drum'n'bass Big Band. Det blev fedt og det er ikke mindre fedt fordi de har holdt sammen siden. Entrance har meget af den samme power.
Miles Davis er for mange jazzfans den helt store. For mig er han den største. Jeg har valgt at tage You're under arrest med, fordi den med sin energiske blanding af funk og fusionsjazz indlemmede mig i jazzfolden og jeg synes stadig at det er et genialt album. Ornette Coleman er yndlingssax'en for tiden. Jeg har haft mine perioder med Sonny Rollins, John Coltrane og Cannonball Adderley, så det kunne også være en af dem jeg havde taget med. Ornette Colemans The shape of jazz to come får mig for tiden til at hoppe i stolen. Prøv lige at lukke ørerne op til Congeniality...need I say more? Frank Sinatra og Count Basie i Las Vegas på casinoet The Sands, med arrangementer af Quincy Jones er mange gode ting på en gang. Her er du sikker på at vinde hver gang du tjekker på The Sands. Timet, tjekket og lækkert. Den ethiopiske pianist Mulatu Astatke er kommet i godt selskab med The Heliocentrics. Det er afrojazzet festmusik der er værd at lytte til.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar