Zeki Jindyl: STRETCH//RELATIONS (Pink Cotton Candy) digital

 

Da jeg hørte den første single, Wounded, fra Zeki Jindyl’s album STRETCH//RELATIONS blev jeg både overrasket og imponeret. Her var et møde mellem nutidig r’n’b, ambient, jazz, vilde synths og en sårbarhed, der kunne mærkes. Da resten af albummet kom, var der mere af den slags. Zeki Jindyl har spillet med Narcosatanicos, Caktus, Klokke og flere andre som saxofonist. På albummet i eget navn har fundet sin egen vej. Han synger og spiller på saxofon, EWI, guitar, messinginstrumenter, fløjter percussion, trommer, synths og piano. Han får lidt supplerende hjælp af andre musikere undervejs. 

Der er flere ting som gør at det her er en helt særlig udgivelse. Jindyl har skabt sit eget unikke musikalske rum, hvor eksperimenterende elektronisk musik, sarte klangflader og dybe brutale drøn mødes med Jindyls stemme og tekster. Numrene veksler undervejs og skifter pludselig stemning. Det er som at lytte til musikalske historier med følelser og spænding. Jindyls saxofon og EWI er gennemgående. Det kan anbefales at høre albummet fra start til slut, hvor numre som Lake of Hurt og Arms stretched gør dybe indtryk, ligesom hele albummet. STRETCH//RELATIONS er en af årets store udgivelser i det, der kan betegnes som udkanten af dansk jazz.

Bandcamp

Hogo Fogo: Rumble in the jumble (Hogo Fogo/Gateway) LP/digital

 

Det er rent ud sagt, en af de der små overraskelser som jeg ikke lige regnede med. Hogo Fogo lavede for tre år siden et godkendt album - og så heller ikke mere. Det viser sig nu, at det var et forstudie til den plade som jeg har fået mellem hænderne. Kvartetten med Lars Emil Riis på keyboards, Spencer Gross på guitar, Michael Dalgas på trommer og Søren Lund bas har lavet et gennemført og lækkert album.

Det er tydeligt at det er erfarne musikere, der ikke har brug for at vise sig frem. De har forfinet de musikalske idéer som de startede med det forrige album. 

Det er smooth uden at være ligegyldigt. Man kan nok indhegne det som funk, r’n’b, jazz og afro i den bløde og rolige ende. Her er ikke højt tempo eller instrumentlir. Her er stor musikalitet og et fedt stemningsskabende sammenspil. 

Det var allerede en stor favorit på pladespilleren efter få afspilninger - og efter endnu flere vokser den bare.

Der er varme numre som Fang Sway med et roligt groove. Den tilbagelænede reggaefrækkert Sulahue er opkaldt efter sangerinden som de fire spillede med for over ti år siden. Den første single fra albummet Breezing with the birds, er som en flyvetur gennem den varme sommerluft. Den afsluttende Wingood er vel nærmest en afro-shuffle - og er med til, at holde albummet kørende i kroppen længe efter at den er slut.

Stor anbefaling herfra til Hogo Fogo og Rumble in the jumble. I første omgang kan albummet kun høres samlet på vinyl. Numrene udgives som singler henover det næste halve år.

Hov! Jeg glemte at nævne Jiving the jive - den er også fed!

Hogo Fogo på Facebook

Claudia Campagnol: Right now (Giant Sheep) LP/CD/DL/stream

 

Hun er en sjælden (sang)fugl på nutidens musikscene. Debutpladen I’m Strong fra 2019 indeholdt klare referencer til fusionsjazzen og med elementer af pop og r’n’b. Nu er det vendt rundt. Hun er født i Ungarn, vokset i Sverige og bor nu i Danmark, hvor pladeselskabet Giant Sheep har taget hende under deres vinger. Det er luksuriøs musik, med skarpe arrangementer, flot vokal og superflot lyd og produktion. Det er håndspillet musik, hvor jeg kommer til, at tænke på en L.A. popproduktion som den kunne tage sig ud for 40 år siden. 

Claudia Campagnol har skrevet og arrangeret det hele. Jeg er vild med hendes stilsikre udtryk. Der er keyboardsoli, spillet af Campagnol, funky elbas - spillet af Andreas Hatholdt og nogle vilde korarrangementer, der lyder af en verden. Lyt feks. på afslutningsnummeret The only one, hvor det stikker helt af - altså på den gode måde - og i øvrigt toppes med Mathias Heises mundharmonika. 

Right Now er sin egen. Det er pop, hvor barren er sat meget højt.

Claudia Campagnol Bandcamp

Tigeroak: Living and Living (April Records) LP/CD/DL/stream

Det er ikke et musikalsk univers som vi er vant til, at høre danske musikere i. Rolig neosoul/R'n'b med inspiration fra Londons jazzundergrund, hip hop og en sjat cool nordic. Tigeroak består af Laurits Steen Møberg og Anna Prinds, der begge kommer fra det sprudlende jazzmiljø i Kolding. På trods af deres unge alder har de været musikalsk aktive i en del år og har skabt deres eget udtryk. 

Anna Prinds’ elegante vokal med mystik, sensualitet og en let vibrato er perfekt sammen med Laurits Steen Møbergs musik. Han spiller både guitar, bas, synth og har programmeret trommer og lign. Der er enkelte gæster undervejs, hvor trompetisten Peter Marott er den eneste etablerede musiker, ellers er det bla. et andet Kolding-talent Martine Bak Toldam på piano og Rhodes.

Beatsene er med skarp lilletromme og indrammer et rummeligt og sfærisk elektronisk lydbillede, hvor klaver, Rhodes eller lignende støtter melodien. Der er flere numre med hitkvalitet. Åbningsnummeret Living and Living (med Marott), People (med gæstefløjte) og Eyes finding eyes (med lækker klaversolo) er alle numre, der med deres stærke stemninger, er gode partnere til de stille stunder i natten.

Living and Living er en god og vital debut - hvor April Records skal have stor ros for at løfte den unge duo ud i verden.

Bandcamp - Tigeroak

 

August Rosenbaum: Songs people together (Escho) LP/DL/stream

 

Det er lang tid siden der sidst er kommet noget fra August Rosenbaum, der for 12 år siden debuterede som jazzpianist i eget navn med nogle skønne trioplader. Han havde også en sideløbende karriere, hvor han spillede med Coco O og Robin Hannibal i Quadron. Her var stilen elektronisk r’n’b og det er den vej han har forfulgt på det nye album, hvor jazzen er på afstand. 

Der er enkelte jazzede lysglimt der sniger sig gennem sprækkerne, som eksempelvis på Selfish kind of love, hvor stemningen er jazzet. Tempoet er til den rolige side. August Rosenbaum iklæder musikken nogle luksuriøse rober, hvor han får hjælp fra forskellige vokaler undervejs ligesom han også selv synger.

Robin Hannibal er med på det meste af albummet både som sangskriver og leverandør af diverse rytmer, beats og synth. 

Jada er med på et par numre, Coco O. er også med. På den dragende Empire medvirker den legendariske rapper Kool Keith fra Ultramagnetic MC’s sammen med trommeslageren Moses Boyd fra Binker & Moses. Songs People Together er flot og gennembearbejdet. I øvrigt siger mine popører, at Hypnotized med Jada burde blive et hit.

August Rosenbaum

The Supreme Court: A supreme vibe (April Records) LP/CD/DL/stream

 

Det er fire år siden at jeg hørte The Supreme Court, live for første gang. Jeg undrede mig dybt over, at de ikke allerede dengang havde udgivet noget. Jazzy hip hop der peger tilbage på halvfemsernes fede jazz/hip hop vibes, i stil med The Roots og Jazzmatazz er simpelthen for fedt. Det er først nu, at der er et album klart med dem. Pladens linernotes der er skrevet af DJ Katrine Ring indledes med disse ord: “Debutalbummet med The Supreme Court har været undervejs længe. Her er intet hastværk. De enkelte numre er vokset frem i en naturlig fremdrevet hastighed. Musikken er modnet helt af sig selv. Musikerne i bandet har spillet sammen i et årti og arbejder derudover i mange forskellige konstellationer.”

Alt godt kommer til den som venter, er ellers et ordsprog jeg hader. Men som med oste og vine  er det ikke alt, der skal forceres. Hos The Supreme Court er der r’n’b, soul, hip hop og jazz i pæne doseringer. That Oooh Yeah med Al Agami’s søn E. Brown med en lækker soulet vokal. AM Roots med Kuku Agami på rap og en hård og effektiv fading ud af nummeret mens Oilly Wallace folder sig ud på altsaxen. Sangeren Bette står for pladens eneste dansksprogede indslag - og hun er et stjernefrø. Når hun synger Hjem får jeg vibes i retning af en ung og følsom Sanne Salomonsen. 

Patrick Dorgan leverer en overskudsfyldt og velfungerende late night soul vokal på balladen Bird Seed, hvor Johannes Wamberg også smider en guitarsolo ind til sidst. Herefter er det rapperen Joseph Agami der skruer op for tempo og tænding på Dots. På Cicumstantial Rant folder bandet sig ud med svære breaks og fed stemning. That’s The vibe med Kuku Agami og E. Brown er organisk hip hop, der i langsomt tempo kører ud i natten. Hen mod slutningen af albummet er det Al Agami’s tur til at gribe mikrofonen. Selv om det snart er 30 år siden han startede, er hans flow og teknik stadig frisk og boblende. På Passing Moments er han i selskab med blæsere. 

The Supreme Court er Jonathan Rahbæk på bas, Johannes Wamberg på guitar, Jacob Broholm på keys og Andreas Fryland på trommer. De har lavet en rigtig god jazzet hip hop plade, der spreder god energi.

The Supreme Court på Bandcamp

Pladen udkommer d. 25. november.

Yellow Spoon (Super Bad Disco/HHV) LP/DL/stream

 

Det er jazzet beyond jazz. Der er en masse improvisation - det som mange yndere af jazzen kan lide. De improviserer også med jazzen som stilart og det man kan gøre med den. Det er primært den kollektive improvisation der dyrkes hos Yellow Spoon der består af de to silkeborgensere Rasmus Sitarz (trommer og percussion) og Christoffer Holm Clausen (keys, synth, bas). De samlede en større gruppe musikere omkring sig - bla. Frederik Emil Bülow fra Abekejser og Justo Gambula fra Athletic Progression. De gik tre dage i studiet sammen med dem. Resultatet er 23 numre spredt ud på den 33 minutter lange LP. 

Pladen har et intenst og stærkt udtryk. De 23 numre er en sammenhængende historie, hvor der løsnes for jazzens snærende bånd. Det går hurtigt og der sker meget. De dyrker ikke fortabelsens øjeblikke. 

Det er jazz af samme fine slags som er kommet fra Storbritanien i de senere år. Jazz hvor soul, r’n’b og hip hop er blandet naturligt ind i foretagendet. Yellow Spoon bruger desuden filmsamples, sang og såmænd også violin undervejs på pladen. Jeg synes at den fortjener at blive lyttet til som et samlet værk. Det var her jeg blev vækket og nu skal leve et liv som fan af Yellow Spoon. 

Facebook

Claudia Campagnol - koncert The Green Island - lørdag 13. juli CJF 2019

Det fuldstændigt usandsynlige indtraf lørdag eftermiddag, da en ultrakort og heftig byge ubønhørligt skar sig gennem den københavnske sommer. Lige så hurtigt som den kom - lige så hurtigt var den gudskelov væk. 

Det var heldigt for Claudia Campagnol med band, der skulle spille på en meget lidt tildækket scene på The Green Island ved havnefronten. Claudia Campagnols blanding af r’n’b og fusionsjazz havde fyldt The Green Island til bristepunktet med nysgerrige lyttere. Hun startede med singlen All through you. Bandet med blandt andre Claudias mand, Niclas Campagnol på trommer var megatjekkede og coole. De havde ingen problemer med at omsætte Claudia Campagnols avancerede arrangementer på den let gyngende scene - hele The Green Island flyder på vandet.

Med en lethed, positiv ligefremhed og et kæmpestort talent synger Claudia Campagnol sig ind i hjerterne. Når hun tager sin keytar frem og smider en keyboardsolo, så er jeg solgt. Som f.eks. i nummeret Conquer the world. Måske erobrer hun verden. Til at starte med havde hun ikke problemer med at erobre The Green Island.

Jamison Ross - koncert Fringe Jazz Fest Pumpehuset - fredag 12. juli CJF 2019

Han slipper afsted med at synge en banal sang til datteren om, at han er på tur og snart kommer hjem. Han slipper afsted med at synge Yesterday - jep den der Beatles sang. Han slipper afsted med at gensynge et stykke fra sangen som han lige har sluttet. Fordi lige præcis det stykke betyder så meget for ham, så det vil han gerne dele endnu en gang. Han slipper afsted med at få hele salen til at synge videre på den sang, de lige har overstået, mens guitaristen skifter en streng. Han slipper afsted med at citere What a wonderful world i slutningen af en sang, så hele salen får akut syng-med-pres og er ved at eksplodere over et tilbageholdt “world”, fordi Ross kan sin gospel og trækker publikum med i soul-kirken.

Jamison Ross i Pumpehuset til Fringe Jazz Fest blev en medrivende oplevelse. Sangeren og trommeslageren var i selskab med en guitarist og en bassist. Når Jamison Ross trykker den af på trommerne i Snarky Puppy, er det noget helt andet. Ligheden er at han begge steder spiller trommer på den overskudsfyldte måde. Jamison Ross har publikum i sin hule hånd - og det har han fordi han er i nærkontakt med dem. Vi er budt indenfor hos Jamison Ross. Han lytter og fornemmer salen. 

Musikken er r’n’b og soul, som den lyder i New Orleans. Jamison Ross har noget på hjerte og fanger med sin oprigtighed. Som var han en præst der stod foran menigheden. Jeg hører noget Neville Brothers i balladerne. Det er sydstats soul med jazz - eller er det omvendt. Det bliver på ingen måde banalt eller corny. Det er tight og i helt unik en-til-en kontakt med publikum. Han sidder bag trommerne og taler og synger til her enkelt i salen. Det er derfor han kan slippe afsted med det han gør. Han er i en liga for sig. 

Claudia Campagnol: I’m strong (Giant Sheep) LP/CD/DL/stream

Pladeselskabet Giant Sheep der også har mundharpevirtuosen Mathias Heise i deres stald, har sat alle sejl til i forbindelse med lanceringen af sangerinden og pianisten Claudia Campagnols debutalbum. I april udgaven af det britiske jazzmagasin Jazzwise var der en helsides reklame på side 2(!) for albummet og den forestående koncert på den internationale jazzmesse Jazzahead i Bremen.

Claudia Campagnol kommer oprindeligt fra Ungarn og flyttede med familien til Sverige, da hun var barn. Ad flere omveje mødte hun den svensk-italienske trommeslager Niclas Campagnol, blev gift og bor nu i København sammen med Niclas, der selvfølgelig spiller trommer på pladen.

Musikken på albummet har stærk rod i fusionsjazzen med udløbere til soul og r’n’b. Claudia Campagnol har skrevet al musikken og spiller både keyboards og bas på albummet. Hun kan synge efter noderne, hun har groove og feeling. Det er med andre ord den rigtige pakke, når man har valgt teknisk krævende arrangementer, hvor der skal kæles for detaljerne, så der er noget til musik-nørderne og hvor overblikket bevares, så den almindeligt dødelige musiklytter også bliver fornøjet.

Der er nogle enkelte stjernegæster med på pladen, hvor fusioholics får tilfredsstillet lysten med tilstedeværelsen af Vinnie Colaiuta og Jimmy Haslip på Conquer The World. Den i København bosatte cubanske conguero Eliel Lazo medvirker på Z-Song. Mens britiske Gerard Presencer kigger forbi på et par numre.

Gabor Bollas saxofon indleder nummeret Do you love me, der har soul-feeling og giver mindelser om 90’ernes acid jazz og navne som Incognito og Brand New Heavies. Claudia Campagnol er både musiker og sanger, så hun sparer ikke på muligheden for at levere en synth-solo med akkompagnerende sang. Det gør hun f.eks. i nummeret Do you love me.

Pladen lukkes ned med pladens eneste covernummer Chaplins Smile, hvor Claudia Campagnol, som på de andre numre, synger kor så det næsten lyder som en kommenterende duet.

Ja hun er Strong, som hun synger på det stærke titelnummer I’m Strong. Hendes insisterende evne til at holde styr på alle virkemidlerne er en af de mange gaver på pladen. Det er en debut af den sjældne slags.

Giant Sheep

Snarky Puppy: Family Dinner vol. 2 (Ground Up/Universal) CD+DVD

Næsten samtidig med at Family Dinner vol. 2 udgives, har Snarky Puppy fået deres anden Grammy for albummet Sylva, som de lavede sammen med hollandske Metropole Orkest sidste år. Den første Grammy fik de for Family Dinner vol. 1 sangen Something, som de lavede sammen med Lalah Hathaway. Sylva og Family Dinner projekterne er nogle af de projekter som den superaktive gruppe har gang i. Deres største og vigtigste projekt er deres konstante turnéer, der sidste år bragte dem til Danmark for første gang. Senere i år står de på Amager Bio's scene med to koncerter der allerede er udsolgte. Den voldsomme koncertaktivitet kan opleves via sitet livedownloads.net hvor det er muligt at downloade (mod betaling) 50 forskellige koncerter fra deres seneste turné. Heriblandt den danske koncert fra Fermaten i Herning. Desuden er der et boxset med 32 CD'er og 16 koncerter på vej fra World Tour 2015.

Senere i år udkommer der endnu et album fra Snarky Puppy - denne gang med ny musik og fokus på det der kunne kaldes bandets kerneprodukt, nemlig fusionsjazzen.

Nu gælder det Family Dinner vol. 2, der ligesom etteren er en plade, hvor de byder gode musikalske venner til bords og spiller en meget blandet omgang musik. I en nedlagt kirke i New Orleans har de indspillet musikken foran publikum, der sidder sammen med musikerne. Alle har hovedtelefoner på - så de alle, både musikere og publikum får samme gode lyd. Overskuddet fra salget af musikken går til The Roots of Music Foundation - der arbejder med musik som støtte til unge mennesker i New Orleans.

Albummet der både er en CD og DVD åbner med Becca Stevens, der er sammen med den svenske folktrio Väsen. Herefter skiftes der til den afroperuvianske sangerinde Susana Baca der er sammen med guitaristen Charlie Hunter. Projektet handler om kommunikation gennem musikken. Om at knytte bånd. Sangeren Chris Turner står i front på Liquid Love, hvor Snarky Puppy sammen med kor, blæs og heftig percussion skaber en r’n’b fest. Herefter går turen til Mali, hvor Salif Keïta er med. Han havde ikke mulighed for at komme til New Orleans pga. sygdom. I stedet tog Snarky Puppy bandleaderen Michael League til Mali med musikken som var blevet indspillet i New Orleans. Her kunne Salif Keïta i sit studie sammen sine korsangerinder lægge vokal på Soro (Afriki). Brasilianerne Calos Malta på fløjte og Bernardo Aguiar på pandeiro medvirker også på nummeret. 

Da Snarky Puppy besøgte Fermaten havde de sangerinden Michelle Willis med som opvarmning. Hun medvirker også på Family Dinner vol. 2, hvor hun på pumporgan er sammen med Laura Mvula på nummeret Sing to the moon. Den unge engelske sanger og pianist Jacob Collier er sat sammen med Big Ed Lee, sousaphonisten fra New Orleans, der bl.a er kendt fra Soul Rebels Brass Band. Der går stram up tempo funky i den, når duoen Knower sammen med saxofonisten Jeff Coffin indtager scenen med nummeret I Remember. Stor er kontrasten når der afsluttes med David Crosby og Somebody Home. Der er nogen hjemme. Der er nærvær. 

Family DInner vol. 2 fortsætter på DVD’en med yderligere fem numre med Becca Stevens, Väsen, Susana Bacca, Knower og Nigel Hall & NOLA International. Det er en massiv omgang, hvor vi kommer omkring i musikkens verden på en levende og betagende måde. Det er kærligheden til musikken og fælleskabet der opstår ud af det, det handler om. Der kan ikke sættes en enkelt genrelabel på dette album. Musikken på DVD’en knyttes sammen med samtaler med musikerne. Vi bydes indenfor og er med. Family Dinner vol. 2 får en stor anbefaling herfra.

snarkypuppy.com

Tahirah Memory: Pride (Tahirah Memory)

Den amerikanske trompetist Thara Memory fra Portland, Oregon - der har stor erfaring fra jazz og funk med folk som Dizzy Gillespie og James Brown - har bl.a. arbejdet som mentor for vokalisten og bassisten Esperanza Spalding. Han fik en Grammy for Best Instrumental Arrangement Accompanying Vocalist(s) for Spaldings City of Roses fra albummet Radio Music Society i 2013. Han er også far til sangerinden Tahirah Memory, der lige har udgivet sit debutalbum Pride. Jeg fik fingrene i albummet i forbindelse med sangeren Jarrod Lawson første besøg i Danmark for et par måneder siden. Her var hun med som korsangerinde. Koblingen til Spalding er ikke helt tilfældig. 

Tahirah Memory's måde at synge på kan minde meget om Spaldings. Den er jazzet med en overvægt af soul. Memory har skrevet al musikken sammen med Jarrod Lawson, så kender man hans stil og er glad for den, går man ikke galt i byen. Det er musik der præsenteres smukt og organisk spillet. Der er lyden af klaver, en fuldfed elbas og skarpe trommer. Det er ikke de lette veje der søges i et teknisk krævende og et til tider overlæsset vokalarbejde - med stor fokus på komplicerede korarrangementer. På bundlinjen hersker lyden af håndspillet neosoul med en flot sangstemme.

tahirahmemory.com

José James: While you were sleeping (Blue Note/Universal)

Der er altid numre på hans plader, der får mig helt op ad stolen. Numre der sparker benene væk. Der er også numre, der er så dårlige, at de irriterer mig. Hvorfor José James, kan du da ikke bare gøre som jeg vil? På det nye album er der den fuldstændigt fantastiske ballade Simply beautiful af Al Green, hvor han er sammen med den japanske trompetist Takuya Kuroda. Så er der den fuldstændigt rædselsfulde Every Little Thing, der lyder som noget der blev tabt på gulvet i studiet. Efterfølgende blev det samlet op af rengøringsdamen der i sin ivrige effektivitet stillede affaldet på plads blandt de andre numre på hylden, for det var der hun troede den skulle stå - men den skulle altså have været i skraldespanden.

José James er sammen med den vidunderlige sangerinde Becca Stevens på hendes nummer Dragon. Her får de vinger og flyver rundt om hinanden mens de synger. Rundt regnet er halvdelen af numrene rigtigt gode, nogle enkelte er dårlige og andre er hverken eller. José James er både jazz og r’n’b sanger. Der er elementer af nutidige stjerner som Miguel og Frank Ocean i hans musik. Han er inspireret af noget af det samme som dem. Der har også sneget sig  inspiration fra både Jimi Hendrix og Marvin Gaye ind i musikken. Lige her er streaming-tjenesten Spotify sgu’ meget fedt. Så går det altså hurtigt med at hoppe fra de dårlige numre - som så heller aldrig får en ordentlig chance. Men det synes jeg ikke er det værd, når han nu laver nogle andre fede sager.

josejames.com

Bo Saris: Gold (Deram/Decca/Universal)

Han starter veloplagt ud i en Motown/Marvin Gaye stil med nummeret Only god knows. Herefter følger endnu en skæring i retroskåret soulsnit, nemlig han første (eneste?) hit She’s on fire. Bo Saris vandt den hollandske udgave af Idols for nogle år siden. Han flyttede siden til London og har nu indspillet albummet Gold i Los Angeles. Det er en velproduceret plade, hvor man får fornemmelsen af, at alt er forsøgt optimeret til det yderste. Han kan synge i falset. Han kan synge inderligt. Han kan minde om Justin Timberlake, som f.eks. på nummeret The Addict.

Gold er måske netop kun guld. Det bliver ikke til diamanter. Det hele skinner lidt for meget. Der mangler nogle facetter. Det ændrer dog ikke på det faktum, at der er en håndfuld gode partynumre på pladen og det er vel et godt stykke over snittet i disse tider?

bosaris.com

Jakob Elvstrøm: Saxclub vol. 2 (Big Car Records/Pladekisten) >> Niels HP: Bumpy Road (Sundance)

Han er modig, den kære Elvstrøm og det går også galt et par gange. Men når det så er sagt. Så har den tidligere acidjazzhelt fra Aarhus, lavet et af den slags jazzalbums, som der sjældent ser dagens lys herhjemme. Han er både smooth og funky i en grad, der lugter af USA og ufarlig jazz. Der er på den anden side også noget dejligt charmerende over den funky saxofonist Elvstrøm's vilde satsning. Hans første SaxClub plade kom for fire og et halvt år siden. Der er ikke sket så meget ud over at han har mistet sin bassist Ida Nielsen til Prince. Stilen er den samme. Der er dømt klassisk lagkageteknik. Han spiller selv alle saxofonerne på pladen, hvor han ikke holder sig tilbage for at doble op mere end et par gange og det gælder både alt, baryton og tenorsax. Han er primært altsaxofonist. Hans tone er blevet mere rå og direkte i Maceo Parker-retningen og der er mindre David Sanborn i hornet.

Jeg fatter ikke, hvad han har gang i på pladens andet nummer Lonely People. Funken er forladt, til fordel for et mere opløftet og lalleglad club-inspireret humør. Sangeren Roy Richards virker ikke tilpas i materialet. Det lyder ikke godt og bliver endda gentaget til sidst på pladen i et radio edit. Der er heldigvis andre og mere opløftende sager som Eastern Fonque og Discotheque Mombassa. Elvstrøm fungerer bedst når det er ham, der alene er i front. Han har flere sangere inde over på pladen. Men det er bare bedst, når det er ham der synger med altsax'en, som på Later Duke. Mere af den slags og han havde lavet en superplade.

Helt anderledes galt går det for Niels HP på hans nye album Bumpy Road. Hans Stevie Wonder influerede vokal er lækker som altid. Men jeg forstår ikke hvorfor han forsøger at lyde som en bleg kopi (og her tænker jeg ikke på hudfarve!) af D'Angelo. For det første er det 13 år siden, at mesterværket Voodoo udkom og der er sket rigtigt meget med r'n'b musikken siden da. Voodoo lyder dog lige frisk. I mellemtiden har der været folk som Kanye West, Miguel, danske Quadron og mange andre fremme med opdateringer af genren. Niels HP lyder som en dansker der prøver at lyde som om han var fra L.A. - og det er ikke positivt i denne sammenhæng. Det kunne være fedt, hvis han havde præsenteret noget der ikke var så "produceret" og fortænkt. Han skal slippe sjælen løs.

elvstrom.com

nielshp.dk

Aaron Neville: My true story (Blue Note/EMI)

Denne gang har han kastet sig doo-woppen. Han har tidligere lavet soloalbums med soul-numre, gospel-numre og jazzstandards. New Orleans sangeren Aaron Neville har allieret sig med produceren, den nye Blue Note boss Don Was og Stones guitaristen Keith Richards på en plade, hvor sang-klassikere står skulder ved skulder. Alle med det til fælles at de fremføres i doo-woopens tegn. Genren hvor der netop er fokus på stemmen, det der er Aaron Neville store force. Han har en stemme der omgående får mig (og mange andre) til at smelte. Hans karriere strækker sig så langt tilbage som øret kan række, hvor specielt tiden med New Orleans' stolthed Neville Brothers står som et højdepunkt.

På pladen er broderen Art med på Hammond B3 mens bassisten Tony Scherr (som jazznerds kender fra Bill Frisell) og andre er med til bygge et organisk og håndspillet akkompagnement på numre som Under the boardwalk, Curtis Mayfield's Gypsy woman og Phil Spector's Be my baby. Et af højdepunkterne er medley'et med Mort Schuman's og Doc Pomus' This magic moment/True love. Som på alle de andre sange er det kommenterende mandskor helt fantastisk. Okay det er ikke en jazzplade. Ægtheden og den store musikalitet er med til give et album, der kan anbefales til alle voksne kvalitetsbevidste musiklyttere.

aaronneville.com

Robert Glasper Experiment: Black Radio (Blue Note/EMI)

Når jazzmusikere laver projekter i andre genrer er der en god chance for, at de kan trække nye lyttere med tilbage i jazzen. Da jeg som bebumset teenager i starten af firserne hørte Herbie Hancocks Rock it, havde jeg ingen anelse om at manden var en stor jazzpianist (endsige at der fandtes store jazzpianister). Men jeg blev nysgerrig, gjorde jeg!

Samme store betydning tror jeg ikke, at Robert Glasper Experiment's album Black Radio får. Han har tidligere lavet nogle fede jazzalbums. Mens det forrige album var halvt jazz, halvt fusion. Denne gang er han gået hele vejen. Med hjælp fra nogle gode og personlige r'n'b og hip hop kunstnere som Bilal, Erykah Badu og Mos Def har Glasper lavet et album der vil lidt af hvert i "black radio" stilen. Der er lækker smooth soul med Lalah Hathaway på Cherish the day og ghetto hip hop med Mos Def (aka Yasiin Bey) på titelnummeret.
Pladens absolut mest bizarre nummer er uden tvivl fortolkningen af Nirvana's Smells like teen spirit. Robert Glasper bruger nogenlunde samme vocodereffekt som Herbie Hancock udødeliggjorde med discojazz nummeret I thought it was you. Det lyder egentlig ad helvede til, men jeg kan ikke lade være med at holde af den. 

Der er langt mellem nye jazzudgivelser på Blue Note i disse år og Black Radio er ikke en af dem. Det er blevet et spøjst mellemprodukt. Jeg havde håbet på, at han havde dyrket den mere organiske stil, som han flere gange har optrådt live med.
robertglasper.com

Marie Carmen Koppel: Through the rain (Cowbell Music)

En ægte Marie Carmen

Moderne R'n'b og gospel er en vanskelig størrelse. Det kommer let til at smage som et stykke billigt tysk nougat, en lille bid kan gå an, men et helt stykke er decideret kvalmefremkaldende.
Men der findes selvfølgelig undtagelser som feks. Kenneth "Babyface" Edmunds i USA. Herhjemme har vi Marie Carmen Koppel der har bjergtaget et stort publikum i det ganske land, bla. i kraft af hendes utrættelig indsats på både mulige og mere umulige scener.
På hendes nye CD Through the rain præsenterer hun os for musik der er lavet oven på en skilsmisse. Hun har skrevet al materialet selv og det tyder på, at hun har presset sig selv til det yderste for, at præstere det bedste.
Hun bakkes op af den faste pianist Steen Rasmussen og Dan Hemmer holder orgelet varmt. De musikalske arrangementer balancerer på kanten til at falde i den glatte sovs. Men det er Koppel og hendes musikere heldigvis alt for dygtige til. De bevarer en ægthed og autencitet, der får pladen til at være i særklasse i dansk soul og r'n'b.
Marie Carmen Koppel: mariecarmenkoppel.dk
My Space: www.myspace.com/wwwmyspacecommariecarmenkoppel

Ayoe Angelica: I'm amazed (Playground)

Dansk neosoul med flugabone

Ved en jamsession under sidste års Riverboat Festival i Silkeborg møder den da 19 årige sangerinde Ayoe Angelica, jazzmusikeren Peter Rosendal og allerede en uge senere introducerer Rosendal sangerinden for hans gode ven Mads B.B. Krog. Peter Rosendal havde lugtet lunten, her var en pige med et talent ud over det sædvanlige. Allerede et år efter er en plade klar med Ayoe og det er ikke New Orleans jazz der står på programmet.
Mads B.B. Krog (You may remember him from music acts such as Plateaux Techniques, Peter Rosendals Solo and Chris Minh Doky's The nomad diaries, som Troy McClure fra The Simpsons, ville have sagt) er hovedmanden på pladen. Han har skrevet, produceret og programmeret det meste. Han suppleres af Peter Rosendal, der spiller en væsentlig rolle på pladen, med sin flugabone på samtlige numre. Derudover spiller Morten Ankarfeldt bas og Morten Hoi er med på guitar.
Stilmæssigt kan det sammenlignes med det man kender fra sangerinder som Erykah Badu og India.Arie. Det hed vist neosoul for nogle år siden. Pladens gevinst er utvivlsomt Peter Rosendal på den forstørrede trompet. Mads B.B: Krog evner ligeledes at lave et spændende beatslandskab til en hyggelig plade.
Bonusinfo:
Du kan læse en morsom anmeldelse af pladen på Gaffa.dk der fortæller mere om afsenderen (en småsnerpet Leonora Christina Skov) end om selve pladen.
Ayoe Angelica: ayoeangelica.dk
My Space: www.myspace.com/ayoeangelica