lørdag, marts 31, 2012

Phronesis: Walking dark (Edition Records)

Bassisten Jasper Høiby opnåede stor ros og hæder i specielt England for projektet Phronesis i 2010 med livealbummet Alive. Han er ganske vist dansker men det er i England han har etableret sig som musiker. Herhjemme fik han tidligere i år hæder fra Copenhagen Jazz Festival der udover, at honorere ham en Young Spirit Award også gav ham mulighed for at optræde under Copenhagen Jazz Festival i Copenhagen Jazzhouse med gæstesolister. 

Jasper Høiby er tilknyttet det ambitiøse engelske pladeselskab Edition Records der også står bag udgivelsen med Marius Nesets Golden Xplosion. I maj måned er Phronesis på releasetour i England med dette album. Han er med andre ord en musiker der allerede er etableret i England mens han i Danmark vel mest med urette betragtes som upcoming.

Mange gange er trioen E.S.T. nævnt i forbindelse med Phronesis. Det er ikke helt galt. Det er begge jazztrioer der tager udgangspunkt i det kollektive afsæt. Powerfyldte teknisk krævende breaks er også noget der dyrkes i Phronesis. Nogle gange grænser det til at musikken skæres lidt for meget i stykker. Men når det feks. kommer til effekter, som E.S.T. ofte brugte, så er Phronesis meget mere rene i lyden. Trioens faste trommeslager Anton Eger er tilbage i trioen efter, at han blev afløst på det forrige album. Han og Høibys samarbejde er tæt og en af grundende til Phronesis' unikke lyd. Eger hører ikke til de stilfærdige, hvilket han også har bevist i feks. Jazzkamikaze. 


Når der tilfalder Phronesis og Jasper Høiby så megen ros, må man ikke glemme den engelske pianist Ivo Neame. Han afrunder trioen og giver med sit energiske og tempererede pianospil et flot medspil til de to skandinaver. Har man en triojazz smag i retning af Avishai Cohen og Chick Corea må man ikke snyde sig selv for dette album.
phronesismusic.com

Ingen kommentarer: