Den amerikanske saxofonist Marc Bernstein har lavet syv albums i eget navn, siden han slog sig ned i Danmark i midten af 90'erne. På det første album havde han landsmanden Billy Hart med på trommer. Det har han igen på dette album, hvor Jacob Anderskov endnu en gang sidder ved flygelet mens Jonas Westergaard tager sig kærligt af bassen.
Kvartetten spiller kompliceret musik der stiller store krav til den enkelte musiker. Musikken er fyldt med en masse lag der hvirvler rundt mellem hinanden. Detaljerigdommen er overvældende. Bernstein behersker alle de klassiske saxofoner og har desuden basklarinetten på repertoiret.
Marc Bernstein er ikke en saxofonist der lader sig nøjes. Det fornemmes ret tydeligt at han forsøger at udfordre sig selv og medspillerne i en grad, hvor der ikke er risiko for at de kan læne sig tilbage og sætte automatpiloten til. Det hænger godt sammen med at Marc Bernstein også er underviser og leder af jazzafdelingen på konservatoriet i Esbjerg. Man fornemmer Bernstein's høje forventninger og krav til den enkelte musiker. Når det så, som det er tilfældet her, er nogle musikere der kan matche Bernstein's krav. Så er der lagt op til spændende musik. Musik der ikke kobler lytteren af. Det er musik der gerne vil nå den enkelte lytter.
Det er den tredje plade som jeg på ganske kort tid anmelder, hvor Jacob Anderskov medvirker som sideman. Hvor de to andre (Dygong og Lovedale) bevægede sig i uhæmmet avantgardisme og utøjlet impro, er der mere styr på sagerne denne gang. Jeg kan ikke umiddelbart erindre Anderskov være så pæn og ligefrem som her - det skulle da lige være på en af de foregående Bernstein udgivelser. Selv om Anderskov er blevet "pæn" spiller han stadig med en dybt liggende kompleksitet der vidner om mandens store og unikke talent. Jonas Westergaard spiller sammen med Bernstein afvekslende og fantasirigt. Mens Billy Hart som han så ofte før har bevist, har det som en fisk i vandet med Marc Bernsteins kringlede udfordringer.
Marc Bernstein har lavet et originalt og anbefalelsesværdigt album, der allerede fra første lyttefærd sætter sig.
marcbernstein.net
Kvartetten spiller kompliceret musik der stiller store krav til den enkelte musiker. Musikken er fyldt med en masse lag der hvirvler rundt mellem hinanden. Detaljerigdommen er overvældende. Bernstein behersker alle de klassiske saxofoner og har desuden basklarinetten på repertoiret.
Marc Bernstein er ikke en saxofonist der lader sig nøjes. Det fornemmes ret tydeligt at han forsøger at udfordre sig selv og medspillerne i en grad, hvor der ikke er risiko for at de kan læne sig tilbage og sætte automatpiloten til. Det hænger godt sammen med at Marc Bernstein også er underviser og leder af jazzafdelingen på konservatoriet i Esbjerg. Man fornemmer Bernstein's høje forventninger og krav til den enkelte musiker. Når det så, som det er tilfældet her, er nogle musikere der kan matche Bernstein's krav. Så er der lagt op til spændende musik. Musik der ikke kobler lytteren af. Det er musik der gerne vil nå den enkelte lytter.
Det er den tredje plade som jeg på ganske kort tid anmelder, hvor Jacob Anderskov medvirker som sideman. Hvor de to andre (Dygong og Lovedale) bevægede sig i uhæmmet avantgardisme og utøjlet impro, er der mere styr på sagerne denne gang. Jeg kan ikke umiddelbart erindre Anderskov være så pæn og ligefrem som her - det skulle da lige være på en af de foregående Bernstein udgivelser. Selv om Anderskov er blevet "pæn" spiller han stadig med en dybt liggende kompleksitet der vidner om mandens store og unikke talent. Jonas Westergaard spiller sammen med Bernstein afvekslende og fantasirigt. Mens Billy Hart som han så ofte før har bevist, har det som en fisk i vandet med Marc Bernsteins kringlede udfordringer.
Marc Bernstein har lavet et originalt og anbefalelsesværdigt album, der allerede fra første lyttefærd sætter sig.
marcbernstein.net
Ingen kommentarer:
Send en kommentar