fredag, april 20, 2012

Simon Spang-Hanssen: Citizen song (Gateway)

Simon Spang-Hanssen kan beskyldes for meget, men ikke for at sidde fast i en musikalsk rille han ikke kan komme ud af. Han er særdeles produktiv og hver gang der kommer noget nyt fra ham, viser han nye sider af sig selv. I de senere år har pladerne ofte haft et underliggende verdensmusik-præg, en inspiration han bla. har hentet fra de år han boede i Frankrig, hvor verdensmusikscenen er meget stærk.
Denne gang er han meget mere inde i jazzen. Når Simon Spang-Hanssen vælger at være det, er det selvfølgelig med et twist. Twistet er så med til, at løfte denne plade til noget specielt. Grundmaterialet er standards og Simon Spang-Hanssens egen melodier der lugter af standards. Kvartetten er dog ikke helt almindeligt sammensat. Udover Spang-Hanssens sax er det Kaare Munkholm på vibrafon, Kristian Jørgensen på violin og Jesper Lundgaard på bas. Denne sammensætning lyder så logisk når de spiller. Umiddelbart tager standards som Moonstruck og My one and only love ret hurtigt prisen som de fede numre. Når man så kradser i overfladen, hører man også at Spang-Hanssens egne melodier sagtens kan skinne i dette selskab.
Der er alt for meget swing og udadvendthed i kvartetten til, at det bliver lavmælte kammermusikalske stiløvelser på trods af de manglende trommer. Næh, det her fuldvoksen jazz-jazz der vidner om, at Simon Spang-Hanssen har fundet sammen med ligesindede, der ikke har problemer med at fylde rollerne og pladserne ud.
simonspang.dk

Ingen kommentarer: