mandag, juli 02, 2012

Lars Bech Pilgaards Slowburn: Mammut (Mom eat Dad Records) LP >> Lars Bech Pilgaard: Motherheart (Mom eat Dad Records)

Vinden gør opmærksom på sin tilstedeværelse. Grusvejens gullige støv hvirvles op, mens den omkranses af den himmelblå horisont. Lyde skabes af luftige, enkle og (forholdsvis) rolige guitarklange, hvor vildskaben hele tiden fornemmes lige under overfladen.
Lars Bech Pilgaard har tidligere vist sit værd i grupperne SVIN og Magnus Fra Gaarden. Nu står guitaristen på egne ben og med egen musik på LP'en Mammut. Titlerne på de enkelte numre er hentet så forskellige steder som i Rumænien, hvor byen Sfântu Gheorghe har lagt navn til et nummer og i Vestjylland, hvor byen Nørre Nissum har lagt navn til et nummer. Bech Pilgaard har taget SVIN-trommeslageren, den effektive og skramlende steady Thomas Eiler med ind i dette projekt. Bech Pilgaard har ladet sig inspirere af den tyske krautrock ligesom den senere postrock også har haft sit at skulle sige. Jazzens improviserede flader blandes med rockens beat - der til tider bliver dejligt urocket flagrende. På bas er det den mere erfarne Thommy Andersson, der har en særlig fornemmelse for flowet i Bech Pilgaards musik. Lars Greve kigger også kort forbi med klarinetten.
Som en sideudgivelse til Mammut har Lars Bech Pilgaard lavet solo-CD'en Motherheart, der udkommer i et stærkt begrænset oplag. På de ni optagelser der varierer i længde fra halvandet minut til et kvarter spiller han overvejende akustisk guitar. Optagelserne er foretaget undervejs på computer eller telefon. Vi får et unikt glimt ind i Bech Pilgaards krøllede musikskabende proces. Noget er skramlet og støvet. Andet er knistrende fint og følsomt. Musikken ligger i god forlængelse til Mammut-pladen og kan ses som Mammuts moderhjerte.
Lars Bech Pilgaard er en ener på den danske jazzscene og træder med både CD og LP udgivelsen helt frem på scenen. Han går ikke veje der i forvejen er nedtrådte eller udforskede. LP'en Mammut er en meget anbefalelsesværdig udgivelse til jazzlytteren eller rocklytteren der trænger til at få ny energi.
Bonusinfo:
Mammut LP'en præsenteres i forbindelse med Trashzzfestivalen 10.-11. juli på Lygten Station i København. Motherheart præsenteres på Harbo Bar d. 13. juli kl. 16.00.
momeatdad.com

Ingen kommentarer: