tirsdag, september 18, 2012

Niels Vincentz: Early reflections (Steeplechase)


Indspilningerne havde ligget og samlet støv i 12 år, inden de skulle komme frem i dagens lys. Saxofonisten Niels Vincentz havde forsøgt at finde et pladeselskab der ville udgive pladen dengang, men der var ikke nogen der bed på krogen. Det har Steeplechase's Nils Winther heldigvis gjort efter, at trommeslageren Billy Hart havde opfordret Vincentz til, at kontakte Winther. Hart havde ikke glemt indspilningen, som han selv medvirkede på. Han havde nemlig ofte haft den fremme og lyttet til den. Den sidste mand i trioen er bassisten Cameron Brown. I foråret var de tre atter på turné sammen i USA og Danmark. Her sluttede de turnéen af med indspilningen af endnu et album. Nu går der næppe 12 år inden den kommer på gaden. For med Early reflections har Niels Vincentz fået en masse velfortjent opmærksomhed.

Det er en saxtrioplade af meget høj klasse. Vincentz's dejlige personlige tone får passende backup fra en uhyre velspillede Hart, der er sprudlende fuld af en masse små spidsfindigheder, han hele tiden får lagt ind i musikken. Niels Vincentz har måske ikke gjort så meget væsen af sig tidligere. Denne plade må en gang for alle placere ham på listen over stærke danske saxofonister med en personlig tone. Han har selv skrevet 6 af pladens numre. Pladens udgangnummer er John Coltrane's 26-2 er en passende afrunding på en god saxplade med en solid dosis Coltrane-inspiration.

Ingen kommentarer: