Der kommer lyde frem af guitaren, som jeg fuldstændigt havde glemt at den kunne sige. Han er en reaktionær “gammel” mand i ordets bedste betydning. Havde denne plade været udgivet i 1977 havde den i dag kostet en formue på den sorte vinylbørs. Den er ikke fra 1977. Den er fra 2013. Multiinstrumentalisten Robin Taylor er frontkæmper for den progressive rock eller progrocken med underafdelinger i jazzrocken. Musikken der dyrker de lange soli, komplicerede arragementer, den voluminøse lyd og mange andre dyder der ikke hyldes på dagens rytmiske musikscene.
Guitaristen mm. Robin Taylor har lavet pladen som var det i 70’erne hvor man brugte måneder på at forfine og indspille en plade med den klassiske lagkageteknik. Han omgiver sig med musikere som kan give musikken det helt rette touch. Karsten Vogels usvigeligt flotte og sikre saxsoli og Claus Bøhlings old school guitarsoli er med til at sikre denne plades høje kvalitet. Det er vist det 13. album med Taylor’s Universe. Det er nu siden 2010, det fjerde album jeg anmelder med Taylor’s Universe. Robin Taylor er ustoppelig på færden og tak for det. Jeg kom til at kalde det forrige album for et af de bedste med Taylor’s Universe. I kraft af Vogel og Bøhlings medvirken på dette album har Robin Taylor lavet et album der kan vippe den forrige af pinden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar