Her er to plader med musik der ikke umiddelbart kan henregnes i jazzgenren. Trioen Building Instrument’s sangerinde Mari Kvien Brunvoll (der også spiller på sampler, zither, kazoo og percussion) har fået stor opmærksomhed i forbindelse med hendes to tidligere soloalbums udgivet af pladeselskabet Jazzland. Her har hun sunget på engelsk. Mens hun på denne udgivelse synger på norsk - endda på den særlige dialekt fra hjembyen Molde. Sammen med Øyvind Hegg-Lunde på trommer og percussion og Åsmund Weltzien på synthesizer, electronics og melodica har Mari Kvien Brunvoll skabt et særegent musikalsk univers, der oprindeligt var mere elektronisk i udtrykket - men langsomt er gået over i et organisk output, hvor der er fokus på improvisation. Building Instrument efterlader et stærkt aftryk i popsjælen. Mari Kvien Brunvoll er en fantastisk sangerinde! Det er en rigtig god plade der er fuld af norsk sjælepop.
Den svenske sangerinde Hanna Tolf åbner pladen The Park med et nummer der sender tankerne i retning af Lana del Rey. Titelnummeret The Park er dog på ni minutter og den sidste halvdel er ikke i Lana del Rey-gaden - men ovre i lydeksperimenter. Hanna Tolf bakkes op af en klavertrio, der ikke er bange for at afprøve stemninger og lyde. Så selv om instrumentudrustningen lugter af jazz, er det samlede indtryk mere inde i et indiepoppet singer-songwriter kryds.
Både Hanna Tolf og Mari Kvien Brunvoll har et frostsprængt, nøgent og følelsesmættet afsæt der åbner op for nogle spændende plader. Der er en base i jazz og improvisation. De havner i moderne eksperimenterende organisk pop.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar