Da jeg var til Danish Music Awards for jazzen fik jeg lejlighed til at høre nogle numre med The Orchestra og Tuva Semmingsen. Jeg var ganske uforberedt på det, da de var erstatning for Jacob Anderskov, der var forhindret i at spille. Jeg synes at jeg havde hørt navnet Tuva Semmingsen før, men jeg kunne ikke placere det. Jeg sad ved siden af Berlingskes anmelder Kjeld Frandsen, der heller ikke vidste hvem Tuva Semmingsen var. Senere på aftenen talte jeg med P8 Jazz-værten Stine Danving - der havde fået fri efter den direkte udsendelse hun havde været vært på. Hun kunne til gengæld hjælpe mig på vej. Danving er ud over at være vært på P8 jazz (og jurymedlem ved årets Danish Music Award Jazz) også studerende i klassisk sang på konservatoriet i Odense. Hun havde lige oplevet Tuva Semmingsen nogle få aftener før på det Kgl. Teater i operaen Lulu. Tuva Semmingsen er mezzosopran og ansat ved operaen. Så gav det meget god mening at jazzhoveder som Frandsen og jeg ikke var sporet af hvem Tuva Semmingsen var.
The Orchestra kender jeg til gengæld ganske godt. Det er big bandet der har præsteret og præsenteret meget forskelligt gennem årene. Jeg har altid holdt ekstra meget af dem, når Lars Møller har stået i spidsen, som på Beats & bigband fra 2003 og Episodes fra 2011. En anden vigtig bidragsyder til big bandet er basunisten Jakob Riis, der både som arrangør og komponist har sat sit præg på The Orchestra. På den aktuelle plade har han arrangeret al musikken. Men ikke komponeret den. Det er et atypisk The Orchestra-projekt da de for første gang ikke præsenterer original musik. Det er til gengæld 8 kompositioner der alle har sat sit tydelige aftryk på jazzen. Åbningsnummeret er Michel Legrands Les moulins de mon coeur, der ligger smukt i munden på Tuva Semmingsen. De franske gloser tænder lysten til et godt glas Bourgogne, der i øvrigt suppleres af en dejlig altsaxsolo fra Kasper Wagner. På Bobby Timmons Dat dere, der hører til i souljazzens kanon bruger Semmingsen teksten som Oscar Brown jr. lavede nogle år senere til nummeret. Det går på den anden side ikke så godt for Semmingsen, når der skal soul i munden. Guitaristen Per Gade redder nummeret midtvejs med en Wes Montgomery lignende solo. Semmingsen stivner og er alt for meget på udebane. Lidt det samme sker med Billie Holidays God bless the child. Heldigvis er det ikke kun åbningsnummeret der er i den gode klasse. Igen er det de franske gloser der redder Semmingsen. Kurt Weills stemningsfyldte cabaretnummer Le Grand Lustcru og Joseph Kosmas Le Feuilles mortes fungerer bedre. Jakob Riis arrangementerne er præcise og vedkommende. De holder hele pladen igennem. Og The Orchestra er velspillende som vanligt!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar