Hvis man har levet et sted, hvor der ikke er en måne. Så har man heller ikke været på den mørke side af månen. Hvis man har levet et sted hvor der ikke er rock, så har man heller ikke været på The Dark Side of The Moon. Det er 41 år siden, at Pink Floyd udgav The Dark Side of The Moon - en plade der med lyd og musik revolutionerede rocken dengang og siden har inspireret og fascineret vidt og bredt. Et sandt mesterværk. Der er lige udkommet et “nyt” Pink Floyd album - der helt sikkert tilfredsstiller og appellerer til fansene. Men aldrig fænger så bredt som den gamle klassiker har gjort. Hvem den her plade, så henvender sig til, er et godt spørgsmål. Jeg er gammel Dark side of the moon fan, jeg er big band fan og jeg er fusionsjazz fan. De tre vigtigste elementer i forbindelse med denne udgivelse.
Jeg synes bare ikke at det fungerer. Der er enkelte steder, hvor det kommer godt op at koge. Som på introen til Time, hvor big bandet bruges effektivt. Det er også et af få numre, hvor der er tid nok til, at dvæle ved detaljerne, ellers går det alt for stærkt på de korte numre. Det er aldeles overflødigt med de nyskrevne kommenterende mellemnumre, der er skrevet af guitaristen Nguyen Le, der også er hovedsolisten på udgivelsen. Hans karakteristiske guitarspil kommer ofte i karambolage med musikken. Igen kommer et af de længere numre med tid og ro til en ordentlig intro ham til undsætning. Us and them er et vellykket mix af Nguyen Le’s guitar, big bandet og Pink Floyd. Sangerinden Youn Sun Nah medvirker på flere numre. Den eneste grund til, at hun gør det, må være fordi hun er på samme pladeselskab som Nguyen Le. Kunstnerisk giver det ikke mening.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar