Det er jazz for generationen der er vokset op med Nirvana eller Sonic Youth i ørene. Det er støjende, flabet, punket og tænderskærende grimt. Men så er det heller ikke værre. Der er en fascinerende dystopisk og industriel undergangsæstetik i musikken. Som når man hører indledningen til nummeret Arktis, der skylder mere til Bowie/Eno end man lige aner. Svins store force er den afvekslende blanding af stilarter som de er i stand til at kaste sig ud i. Det er nærmest bipolart svingende mellem sort/hvid, plus/minus, op/ned, ud/ind og enkelte gange midt i mellem. Aldrig stillestående.
Pladen starter vildt med Maharaja, der vrider sig i et manisk tempo. Der er nummeret Fuck John, der opfører sig som en avantgardistisk udgave af AC/DC, hvor saxofonisten Henrik Pultz Melbye kværner et guitarriff på saxofonen. På pladens sidste numre er Magnus Bak, der spiller på messinginstrumentet march baryton i en fremtrædende rolle. Her er specielt det afsluttende nummer Fede piger i særklasse. Det vokser frem og bliver til et festfyrværkeri af saltpetersyre, noget som guitaristen Lars Bech Pilgaard og trommeslageren Thomas Eiler-Vju smider i ørene på os. SVIN er et originalt og stærkt bud på hvorfor dansk undergrunds-støjjazz er inde i en guldalder lige nu. Hægt dig på. Det er ikke kedeligt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar