Han er saxofonisten der altid spiller med en utroligt sikker tone. Jeg kan ikke mindes at han har svigtet, når jeg stødt på ham på plade eller scene. Han har siden 2005 lavet to plader med den samme kvartet. Nu er han rykket op i big band formatet og bruger The Orchestra til at omsætte musikken. Waidtløw har mange års erfaring fra Aarhus Jazz Orchestra og tidligere Klüvers Big Band, hvor han også har skrevet og arrangeret musik til dem.
Det er med andre ord ikke noget nyt, at lave big band musik for Waidtløw.
En messing overdosis med rytmisk dansende trommer, sat i scene af Claus Waidtløw. Det er det vi møder på Playhouse. Big bandet The Orchestra har gennem sin mere end 20 år lange karriere beskæftiget sig med mange forskellige facetter af jazzen. Her er de sammen med den amerikanske trommeslager Jeff Ballard, der har skabt sig et navn sammen med prominente folk som Chick Corea, Pat Metheny og Brad Mehldau. Hans afbalancerede og overskudsfyldte trommespil passer perfekt til Waidtløws musik. Ballard er tænkt ind lige fra starten, da pladen åbner med nummeret Ballad for Ballard. Her er der fuld fart på med solo fra både Lars Vissing på trompet og Henrik Gunde på piano.
Claus Waidtløw træder selv i karakter på Morning in Banjul, der nok er pladens smukkeste nummer. På sopransaxen, sammen med Ballard og et helt big band sætter Claus Waidtløw en meget høj standard. Det samme høje niveau holdes ikke hele vejen. Det ændrer dog ikke på, at Waidtløw med denne plade får dokumenteret, at han er i særklasse på saxofonen og langt hen ad vejen holder et højt niveau som arrangør og komponist. Når det er i selskab med The Orchestra er det også ekstra fornøjeligt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar