Der er modent og afklaret udtryk i musikken. Mette Juul er singer-songwriter i Norah Jones og Eva Cassidy-stilen. Afdæmpet, nærværende, sart og forfinet med en jazzet undertone. Det er hendes tredje album. Der er genvalg til den væsentligste musikalske opbakning fra det forrige album, pianisten Nikolaj Hess og gæstetrompetisten Ambrose Akinmusire, der begge sætter nogle markante og diskrete fodspor i musikken, sammen med en række amerikanske musikere. Det er dog Mette Juul der er i det absolutte centrum med den akustiske guitar og vokalen.
Det samlede indtryk går mere i retning af singer-songwriter stilen end jazzen, som var mere synlig på det forrige album.
Det er ikke nogen dum udvikling. Materialet er en blanding af sange skrevet af Mette Juul og Nikolaj Hess og covers af eksempelvis Leonard Cohens The Land of Plenty og Jobim's Double Rainbow. En af pladens store kvaliteter er Akinmusire's trompet, der er i fin dialog med Mette Juuls vokal - som det f.eks. høres på Double Rainbow. Hun udkommer med dette album, for første gang på det multinationale pladeselskab Universal. Personligt ville jeg nok have hældt lidt mere uro i musikken. På den anden side er en jazzblogger, med en sund interesse for halvavantgardistiske skæverter nok ikke albummets primære målgruppe.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar