Hilal Kaya: Sümbül (CPL-Music) LP/CD/digital

 

Jeg har efterhånden oplevet Hilal Kaya en del gange sammen med elektrojazzerne Kalaha, hvor det kulminerede sidste år på Moor Jazz Festival med et brag af en koncert. Da havde jeg allerede oplevet Hilal Kaya med hendes eget projekt i forbindelse med SPOT Festival 2025 og har med længsel ventet på, at der skulle komme et helt album med hendes egen musik. Nu er det her endelig!

Hilal Kaya er født i Danmark og har tyrkiske rødder. Hun synger selvfølgelig på tyrkisk på Sümbül. Jeg ved snart ikke, hvor jeg skal begynde med alt det gode, der er at sige om albummet. Der er tydelige rødder i tyrkisk folkemusik og inspiration fra rock, jazz og psykedelisk musik. Det er ikke helt forkert at kalde det anatolsk psych. Hilal Kaya har været med til at skrive sangene på pladen, bortset fra de tre, der er hentet fra tyrkisk folkemusik. Her er eksempelvis Mavi Yıldız, der stammer fra Yozgat-regionen, helt forrygende. Den er en af de mest elskede sange inden for tyrkisk folkemusik.

Hilal Kaya er gået sammen med guitaristen og produceren Søren Bigum om at lave pladen. Han har Søren og Henrik Poulsen med på henholdsvis bas og trommer, som han blandt andet spiller sammen med i Peter Sommers Tiggerne og Mukherjee Development. Søren Bigum spiller elektrisk guitar, akustisk guitar, mandolin, steelguitar og keyboards på pladen og skaber grundlaget for pladens lækre, organiske lydbillede, der passer perfekt ind i det anatolske univers. Det hele toppes af Orhan Özgür Turan på oud og bağlama, der får den swingende musik til at svimle.

Pladen indeholder flere topfavoritter. Der er både den twangy Harabe og partybangeren Sultan. Det er bare med at komme i gang med det særdeles vellykkede og gennemarbejdede album Sümbül, der får en stor anbefaling herfra.

Hilal Kaya

Thorhan: Lilja (Thorhan) LP/digital

 

De har begge base i Aarhus og er født i Danmark. De er sønner af immigrantforældre og har udspring i meget forskellige kulturer. Orhan Özgür Turan spiller på strengeinstrumentet baglama og spiller bla. i Ipek Yolu, han har rødder i tyrkisk kultur. Thor Arnarsson spiller på guitar og kommer fra islandsk kultur. 

Som der står på pladecoveret så er det en anatolsk og islandsk symbiose. Jeg hørte duoen på Spot Festivalen for 2 år siden, hvor jeg her på bloggen konstaterede at blandingen af det tyrkiske og islandske lød mere mærkelig på skrift end det gjorde i virkeligheden. Det er det samme jeg kan konstatere med albummet. Pladen åbner med to smukke instrumentalnumre, Rey og Göl skrevet af Orhan. Herfter synger de hver en traditional fra deres respektive forældres oprindelseslande på islandsk og tyrkisk. Numrene klæder hinanden.

Det er tydeligt at det er to musikere, som har styr på deres instrumenter, hvilket gør dem i stand til at mødes med så forskellige baggrunde uden, at det virker kunstigt eller forkrampet. Det er global musik, der afspejler to personlige musikeres vellykkede møde med hinanden. 

Gateway

Ipek Yolu: Aarhus Jazzfestival - HEADQUARTERS 14. juli

 

Det virker ikke umiddelbart til at der noget sammenstød mellem Stacey Kent i Musikhuset og Ipek Yolu på det meget mindre HeadQuarters lige overfor Musikhuset. De stjæler ikke publikum fra hinanden. Begge arrangementer er en del af Aarhus Jazzzfestival og en vidnesbyrd om jazzens store rummelighed. Jeg er havnet i HQ kælderen - Stacey Kent har jeg alligevel oplevet på Birdland i NYC for mange år siden. Ipek Yolu har jeg også oplevet før. Det var på Spot Festival for fem år siden - nu skal det være en hel koncert.

De åbner med Anatolian soul, hvor bandleader og saz-spiller Orhan Özgur fortæller, at nummeret er inspireret af rap og tyrkiske stemninger, hvilket giver god mening, når man som han, er opvokset i Gellerup Parken. Jazzen i nummeret var først noget som Orhan mødte senere i livet. Bandet består af Orhan, Olaf Brinch på bas, Jon Døssing Bendixen på tangenter og Frederik Bülow på trommer. De to sidstnævnte havde jeg oplevet i topform aftenen forinden sammen med Michael Bladt Clash. De var også i topform sammen med Ipek Yolu.

Bandet skiftede mellem gamle tyrkiske folkemelodier i meget moderne aftapning og deres egne numre. De spillede mange fra 2021-albummet Tropical Anatolia, hvor Afro Turku og Mustang var rigtigt fede. Bandet havde godt greb om publikum der ikke kunne stå stille til musikken. Udover Orhans afvekslende saz-spil, så imponerede Jon og Frederik med flere fede indsatser. En rigtig god koncert.

I øvrigt var Ipek Yolu og Stacey Kent enige om at en koncert skulle vare halvanden time. Folk strømmede ud fra Musikhuset i samme øjeblik som jeg hastede forbi, så jeg kunne nå hjem og se anden halvleg af EM-finalen i fodbold.

Kalaha + Hilal Kaya with Aarhus Jazz Orchestra: Tutku (April Records) LP/CD/DL/stream

 

Det er kulminationen på samarbejdet mellem electrojazz bandet Kalaha og sangerinden med de tyrkiske rødder, Hilal Kaya. Efter at have været med som gæst på Kalaha albums i ‘19 og ‘21 træder hun nu ind i en mere fremtrædende rolle. Den rolle tager hun med overskud, elegance og finesse. For at toppe det, så var Aarhus Jazz Orchestra under ledelse af “Chappe” også med i studiet. 

Du skal forestille dig en blanding af tyrkisk pop og psych, electronica, big band og al den jazz. Det er storslået, festligt og forførende. 

Albummet åbner med introen Tutku, der går over i hittet Cok Küstüm, dyb dansebas, big band messing riffs og Hilal Kayas vokal, der skinner så flot og klart. Hilal Kaya sang står også tydeligt i den tindrende Dinle Dünya, hvor anatolsk røgelse stiger fra pladen mens Niclas Knudsen sender en velplaceret guitarsolo afsted.

Disconummeret Disko Yolu er en højdespringer.  Melodi Grand prix stemning som i 70’erne tilføjet mellemøstlig mystik og sang. Jeg er lykkelig. Blæserarrangementet af Søren Bang Rasmussen er i Allan Botschinsky klasse. Den efterfølgende Ince Ince er et cover af Selda Bagcan’s sang fra 1976. Den er en forrygende hyldest til tyrkisk psych-folk.

Tutku er med alle sine retninger og inspirationer en sammenhængende og meget anbefalelsesværdig plade - ikke mindst i kraft af Hilal Kaya!

Kalaha Bandcamp

Kenneth Dahl Knudsen: Atlas (Kenneth Dahl Knudsen) CD/DL/stream

Det er ikke tilfældigt, at den aalborgensiske bassist, komponist og bandleader Kenneth Dahl Knudsen kalder sin plade for Atlas. Han er en verdensmusiker. Han henter musikalsk inspiration overalt og samarbejder med et hold internationale musikere. På det forrige album var det Grønland. Denne gang er det en hyldest til de mange steder hvor han har hentet inspiration. 

Han er sammen med Wassim Mukdad på oud fra Syrien, Ertan Tekin fra Tyrkiet på duduk/zurna, Eyal Lovett på piano fra Israel, Ganna Gryniva fra Ukraine på vokal og Marius Ungureanu fra Rumænien på bratsch mens han selv spiller bas og holder styr på musikerne.

Kenneth Dahl Knudsen tager os med rundt til Polen, Libanon, Argentina, Litauen, Israel, Skotland, Grønland, Marokko og hjembyen Arden i det jyske. Han bruger elementer fra de enkelte landes musikalske kulturer i kompositionerne. Han er også bevidst om at bruge den unikke besætning og deres individuelle evner. 

Det er kalejdoskopisk og sammenhængende rundrejse. Kenneth Dahl Knudsen har skabt et grundudtryk, så Atlas blive en sammenhængende plade. Det kræver mod ud over det sædvanlige, at lave sådan en plade. Kenneth Dahl Knudsen har modet, evnerne og overblikket.

Kenneth Dahl Knudsen

 

Kalaha: Dans det op - med Uffe Lorentzen/Eymen - med Hilal Kaya (April Records) 7”single/DL/stream

Siden min yngste ungdom har jeg samlet på singleplader. Måske var det en af grundene til, at jeg for nylig var inviteret til singlenight. Ikke en aften for mennesker der lever alene og gerne vil finde en kæreste. Næh, det var en aften i singlepladens tegn. Da det var første gang jeg var med, tænkte jeg at det var godt, at lægge ud med noget opsigtsvækkende. Det kan man gøre på mange måder, når der sidder en flok vinylnørder,der sætter en ære i, at finde både obskure sager og solbeskinnede hits fra forne tider. Jeg havde simpelthen taget den her single med, der var udkommet dagen før.

Uffe Lorenzen fra Baby Woodrose og Spids Nøgenhat er med på singlen sammen med Kalaha. Det er med andre ord, langt fra jazzen det her. Syrerocksangeren sammen med electronicajazzerne Kalaha. Det er i min verden et godt bud på et solbeskinnet sommethit anno 2020. 

“Hvis trippet ikke er godt”

“Så dans det op”

Jeg lagde ikke selskabet helt ned. Der var point for Uffe, men spredt utilfredshed med musikken, hvor jeg ellers vil fremhæve den orientalske guitarsolo hen mod slutningen. Nå men, jeg synes at den er fed.

Og for at holde fat i Orienten og det fede, så er den herboende tyrkiske sangerinde Hilal Kaya, der er i front på nummeret Eymen på den anden side. Hun var også med på Kalahas album fra sidste år, hvor nummeret hed Cok Küstüm og iøvrigt er det mest afspillede nummer med Kalaha på Spotify. Stilen er tyrkisk psych-funk og er mildest talt medrivende. Tak til Kalaha for at have trukket Hilal Kaya frem i spotlyset.

Du kan købe singlen hos Phono

Etnolab: The Science of Meetings (Gateway) CD/DL/stream

Hvorfor gøre det man plejer? Det gør saxofonisten Johan Toftegaard Knudsen, der er kendt fra Aarhus Jazz Orchestra, på ingen måde. Med bandet Etnolab forsker han i den højeksplosive blanding mellem bulgarsk og tyrkisk folkemusik og vestens jazz. Sammen med de danske musikere, Jens Christian Kwella på guitar, Torben Bøtker Bjørnskov på elbas og Frederik Emil Bülow på trommer har Johan Toftegaard Knudsen et solidt grundlag at forske i musikken på. Herudover medvirker Diyana Vasileva på vokal, Borislav Galabov på gadulka (et bulgarsk strygeinstrument) og Orhan Özgür Turan på baglama (tyrkisk strengeinstrument, også kendt som en saz).

I pressemeddelelsen fortælles der om at Johan Toftegaard Knudsen i flere år har studeret den bulgarske og tyrkiske folkemusik i dybden. Det har han sammenstillet med sin forudgående indsigt i jazzen. Når det blandes sammen, suppleret med passende doser rock, så åbnes der op for en fest af den medrivende slags. Har du været forbi Det Turkise Telt i løbet af Festugen i Aarhus, så er du på sporet af hvad det drejer sig om. Det er berusende etniske grooves med krummelurer og vindeltrapper i en grad, så man ikke behøver at indtage andet for, at blive høj. Med titler som den tyrkiske festsag Baga girdim bag budanmis og den næste sfæriske bulgarske folkemelodi Prituri se planinata er standarden sat højt.

facebook.com/etnolab.dk/

Morten Ramsbøl/Pippo Corvino/Anil Bilgen: How far is the moon (Natango Music)

Det er ved at være et par år siden, at bassisten Morten Ramsbøl drog sydpå for, at blive basprofessor på konservatoriet i Graz i Østrig. Efter det første år dernede overværede han en eksamen med guitaristen Pippo Corvino (født i Kroatien og opvokset i Montenegro) og den tyrkiske pianist Anil Bilgen. Han blev meget imponeret. Kort efter begyndte Ramsbøl at jamme med Corvino. Her fandt de hurtigt frem til at Bilgen også skulle være med, så de kunne omsætte deres fælles musikalske idéer. 

De to musikere som Ramsbøl har lavet albummet med er en del år yngre end ham. Han mødes dog ikke med dem som nestoren der sætter en retning. De to unge musikere har en baggrund i den klassiske musik. De er så begyndt at arbejde med improviseret musik. Ramsbøl inddrager sin solide danske basopdragelse i samspillet med dem. En naturlig og smuk sammensmeltning opstår. Det er europæisk kammerjazz, hvor der er masser af ro, luft og rum i melodierne. De har skiftes til, at skrive pladens 12 kompositioner. How far is the moon er til den danske jazzlytter, der elsker at høre inspirationen fra Niels-Henning Ørsted Pedersen.

natangomusic.com

Don Cherry: Organic Music Society (Caprice) 2LP >> Don Cherry: Live in Stockholm (Caprice) 2LP

Det er en velkendt historie at avantgardepioneren Don Cherry  boede i Sverige i en længere årrække. Her indspillede han dobbeltalbummet Organic Music Society i 1972 sammen med en masse venner. Det svenske statspladeselskab Caprice udsendte pladen i 1973 og genudsendte den i 2012 på både CD og LP. Det er i udpræget grad organisk musik der vokser frem af at bredtfavnende musikmiljø i de tidlige 70’eres Sverige. Første nummer North Brazilian Ceremonial Hymn er dog indspillet i København. Her medvirker en ung sangerinde Naná Vasconcelos, der siden hen lavede musik sammen med Egberto Gismonti og Don Cherry på ECM Records. I et totalt mix af impro, østens mystik, buddhisme, minimalisme, tranceskabende groove, indisk musik, afrikanske rytmer og meget andet har Don Cherry her skabt et unikt album indenfor det han kaldte Multikulti.

Et helt ny dobbeltalbum Don Cherry Live in Stockholm er lige udsendt. Det indeholder musik indspillet af Caprice i 1968 og 1971, der kunne have endt på Organic Music Society. ’68-indspilningen synes man var blevet for gammel i 1972, da Organic Music Society udkom. Derfor har musikken hygget sig i Caprices arkiver siden dengang. Det drejer sig om en indspilning fra ABF-Huset på Sveavägen i Stockholm (ABF var en slags svensk pendant til AOF). På to pladesider spiller et veloplagt band med Bernt Rosengren og Tommy Koverhult på tenorsax, Torbjörn Hultcrantz på bas, Leif Wennerström på trommer og tyrkiske Maffy Falay på trompet. Falay kom til Sverige i 1960 og sætter sit præg på anden del af suiten, hvor der er indarbejdet nogle tyrkiske folkemelodier. Don Cherry spiller selvfølgelig på pockettrumpet og supplerer med percussion og fløjte. Undervejs spilles der både hårdkogt bebop og loose avantgarde. Det er mildest talt en suveræn oplevelse. Indspilningen fra 1971 er foretaget i The Dome, en kunstpavillon udenfor Moderna Museet i Stockholm. Det er også her noget af musikken fra Organic Music Society stammer. Falay og Koverhult er stadig med. Det hele er blevet mere spirituelt og universelt. Jazz med fred. Der er himmelflyvende musik og kollektiv feel-good stemning med børnestemmer i baggrunden. Live in Stockholm er et fantastisk dokument og hvor er svenskerne dog heldige med et pladeselskab der er med til, at gøre kulturarven tilgængelig for masserne.

capricerecords.se

Kayhan Kalhor - Erdal Erzincan: Kula Kulluk Yakisir Mi (ECM)

Jeg er helt og aldeles på udebane her. Jeg har aldrig forsøgt at bilde nogen ind, at jeg er en ekspert i verdensmusik. Men lidt har jeg da samlet op undervejs. Både fra vestafrika, Indien og andre eksotiske steder. Ofte har der været nogle referencer, så jeg allerede var sporet lidt ind i musikken. Det er der ikke her. ECM stå bag udgivelsen af mødet mellem iraneren og kamancheh-spilleren Kayan Kalhor og den anatolske baglama-mester Erdal Erzincan. Musikken er improviseret og tager udgangspunkt i henholdsvis tyrkisk og persisk musik. De har traditionerne inde under huden, men lader sig ikke begrænse af dem. En kamancheh er et strengeinstrument, der stryges med bue. En baglama er det mest brugte strengeinstrument i traditionel tyrkisk musik. Kula Kulluk Yakisir Mi er et spændende album, der sender en brændende sol ud gennem højttalerne. Himlen er blå og stemningen er intenst ladet.

I et suverænt debatindlæg i Politiken d. 19. oktober om den stigende intolerance overfor muslimer i Europa, siger den amerikanske filosof Martha Nussbaum, at hun "mere tror det er et spørgsmål om uddannelse end om love og institutioner. Børn skal lære tidligt, at de lever i et samfund, hvor der er mange forskellige etniske grupperinger. De bør undervises om de grupper, de skal møde dem og interagere med dem...Uddannelse i den humanistiske ånd kan bidrage en hel del." Her vil jeg så tilføje, at et lille bidrag til denne dannelse, er en udgivelse som denne. At gøre musikken tilgængelig og lade den leve på sine egne vilkår er et vigtigt middel i kampen for større forståelse. Shwarma'en har sejret. Nu må det være kamamcheh'ens tur.

Bonusinfo:

Med projektet Grænseløs vil organisationerne JazzDanmark og DSI Swinging Europe forsøge at give unge danskere med anden etnisk baggrund end dansk en chance for at komme ud og spille med professionelle musikere på en række spillesteder i hele Danmark. læs mere her: jazzdanmark.dk/da/nyheder/hvor-er-indvandrerne-i-den-rytmiske-musik-i-danmark

player.ecmrecords.com/kayhan-kalhor--erdal-erzincan---kula-kulluk-yakr-m