Thomas Clausen må være den kunstner, der har udgivet flest plader i eget navn på pladeselskabet Stunt. Han har bl.a. lavet adskillige brasiliansk inspirerede plader. I 2009 lavede han After the Carnival sammen med Carlos Malta. De er nu atter sammen. Malta er et velrespekteret navn i brasiliansk jazz og medvirkede i øvrigt også på Snarky Puppy's Family Dinner vol. 2 fra sidste år. De to musikere får lidt hjælp undervejs af trommeslageren Niclas Campagnol og bassisten Romulus Duarte.
Repertoiret er en blanding af Clausens og Maltas kompositioner. De kan både spille kammerjazz med et touch af den klassiske musik, som på After the metronome. De kan spille med virtuos humor som på deres version af den urgamle Tiger Rag. Clausen spiller også på Rhodes, som på Nippon, hvor Malta slipper fløjten og spiller på sopransax. Nøj det er fedt!
Dreamland er en imponerende status fra Thomas Clausen, der utrætteligt og rundhåndet deler sine musikalske tanker med os.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar