For tretten år siden udkom albummet Juan Condori med den argentinske bandoneon mester Dino Saluzzi. Pladen er en af mine helt store favoritter fra pladeselskabet ECM. På pladen spillede Dino Saluzzis søn, José på guitar. Selvsamme José Saluzzi er sammen er sammen med landsmanden Juan Fracchi på bas og danskeren Ulrik Bisgaard på trommer på albummet Lugar.
Noget af det særlige ved Juan Condori var den dragende stemning. Det samme gør sig gældende på Lugar, hvor der er ro, melankoli og luft. Albummet åbner med Carl Nielsens Tit er jeg glad. Den sætter en reference for albummet og mødet mellem Norden og Argentina. Bisgaard kender vi bla. fra Århus-kvartetten Tangojazz - hvilket også er med til at indikere Bisgaards kendskab til de argentinske musiktraditioner.
Lugar er båret af José Saluzzis smukke akustiske guitar. Han spiller virtuost og flydende med stor sans for melodien.
Undervejs sniger der sig reallyde ind i musikken, nærmest som en stemningsmæssig kommentar til hvor vi befinder os i musikken. Det indfinder sig meget diskret og måtte gerne fylde mere for min skyld.
Grundlæggende er Lugar er meget smukt album, hvor man som lytter rider med på diset bølge af smukke toner.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar