Det store brusende orgel sammen med jazzmusikere, der spiller noget der minder mere om moderne klassisk musik end om jazz. Sådan åbner åbner Maria Fausts nye album Organ med gruppen Sacrum Facere. Det er ubærligt smukt.
Hun er rundet af jazz fra randområderne og hjemlandet Estland, hvor musikken er indspillet. Hun har også en baggrund i den klassiske musik, hvor landsmanden Arvo Pärt helt sikkert har påvirket Maria Faust.
Der er gået ti år siden jeg første gang skrev om en Maria Faust plade her på bloggen. Det var hendes album nr. 2 Warrior Horse. Siden har jeg skrevet om alle Fausts udgivelser og det har været en vild udvikling at følge. Maria Fausts tydelige baggrund i den klassiske musik og det estiske ophav er sammen med nysgerrigheden ind i jazzen brugt til, at lave en stribe plader, hvor der er sket en udvikling. Udviklingen er nu fremme ved albummet Organ, der har orgelet - og dette tilfælde kirkeorgelet - som hovedperson. Hun har været i Estland for at indspille musikken, hvor hun har medbragt sine vanlige musikalske kombattanter; Emanuele Maniscalco (orgel), Ned Ferm (saxofon), Tobias Wiklund (trompet), Mads Hyhne (trombone), Francesco Bigoni (klarinet) suppleret med svenske Jonatan Ahlbom (tuba) og den estiske orgelvirtuos Ulla Krigul.
Organ er endnu et kapitel i Maria Fausts forunderlige musikalske fortællinger, hvor mesterværk er et kodeord. Lyt selv til dette unikke møde mellem improviseret musik, klassisk musik og Estland.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar