søndag, marts 26, 2023

Andorra: Current (April Records) LP/CD/DL/stream

 

Den fynske kvintet Andorra opstod under corona-nedlukningerme. Fem erfarne og travle musikere, kendt fra mange forskellige sammenhænge, lige fra DR Big Band til Søren Huss, fandt sammen og udsendte et album i slutningen af 2021. Det var heldigvis et projekt der kunne holde til et album mere. Med det ny album Current fremstår de mere fokuserede og klare i udtrykket. De ved hvad de vil. 

Det er filmisk indie-jazz - og skal jeg forklare den kategorisering, bliver det noget i retning af nogle musikere, der har hørt Radiohead i deres yngre dage mens de spillede jazz og nu er blevet modne og forsøger at skabe ro med lækre klangflader mellem de ekspressive dele.

Andorra er et kollektiv, hvor Mads la Cour på flygelhorn er stjernen for mig, fordi jeg er et jazzhoved. Men han er, i denne sammenhæng, ingenting uden de andre. Mads la Cour spiller lange svævende toner. Det suppleres af Simon Krebs’ alsidige guitarspil, Peter Kohlmetz Møllers Rhodes og Keys, og rytmegruppen der kan sin rock.

Åbningsnummeret Mother Tongue bygger op til en kosmisk eksplosion. Current er en rolig og tung sag med slideguitar. Happy men er uptempo og lange flygelhorntoner. Kuriosa er sælsomt omskiftelig. Where's the any key? er det rolige nummer med hitpotentiale. Forecast er afslutteren der siger på gensyn. 

Andorra Bandcamp

Ingen kommentarer: