Bassisten med de dansk/islandsk/færøske aner, Richard Andersson er atter sammen med islændingene i trioen NOR. Denne gang er de udvidet med guitaristen Hilmar Jensson. Som om det ikke i forvejen var nok med saxofonisten Oskar Gudjonsson. Jensson er et perfekt match til trioens rolige musik. Han tilføjer rumlen og skælven under trioen, der sagtens kan stå fast.
Hilmar Jensson, der har spillet sammen med trioens trommeslager Matthias Hemstock i forskellige sammenhænge siden slut-90’erne, har skrevet tre af pladens numre. Oskar Gudjonsson har skrevet to ligesom Richard Andersson - mens Anderssons kone, trompetisten Anne Efternøler har skrevet nummeret Langsom.
Lyt feks. til Gudjonssons Sun RA - hvor solen står op og lyser dig i øjnene. Det er endnu et fantastisk album fra Richard Andersson. Lyden og musikken er konsistent og afklaret. Der er en uro nedenunder, der smelter sammen med musikken. Tiden ophæves og vi føres med ud i et stykke islandsk naturmusik.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar