søndag, juni 25, 2023

Kaisa: Circuits (OKTOsounds) DL/stream

 

Danske jazzduoer, der tager den med ro, dyrker melodien, nordisk jazz og det personlige udtryk, har fået fat i stort publikum i de seneste år - også udenfor jazzen. Der er de kendte, Bremer McCoy og Svaneborg Kardyb som er nået ud til et stort publikum. Så er der de mindre kendte som eks. Made in Wood og Kaisa, hvor særligt sidstnævnte har potentiale til, at nå ud til et større publikum udenfor jazzen. Kaisa har netop udsendt deres debutplade - den er såvidt jeg ved, ikke tilgængelig på vinyl. Hvilket er en skam, da det netop er en stilart, der nærmest insisterer på at blive spillet på pladespilleren - og hvis man tager de to førstnævnte duoer i betragtning, så er der stor efterspørgsel på vinylplader.

Kaisa er ikke en duo, men lyder sådan. Det er en trio der består af Jacob Mundt på kontrabas, Kristjan Hansen på piano og synth og Arto Eriksen på FX og synth. Mundt er ung bassist på vej frem på den danske jazzscene, mens de to andre har godt gang i en karriere indenfor dansk pop, hvor særligt Arto Eriksen har manifesteret sig som producer for Tobias Rahim. 

Hvis du hører P8jazz er der en god chance for at du har hørt numrene Porcupine, Circuits og OAK. Det er stemningsskabende og beroligende musik, hvor klaverlyden og bassens træ står på et organisk, næsten vibrerende grundlag af lyde og effekter. Det er brugsmusik, der kan skabe det behagelige soundtrack til rolige aktiviteter i det daglige. 

Bandcamp

Ingen kommentarer: