torsdag, september 12, 2024

Steen Rasmussen: Red Bossa (Stunt) LP/CD/digital

For et år siden lavede Steen Rasmussen den skønne plade Milton på svenska sammen med sanger Josefine Cronholm. Nu er han atter pladeaktuel - stilen er selvfølgelig stadig brasiliansk inspireret jazz. Han har såmænd den brasilianske trommeslager Celso de Almeida med i trioen, der også inkluderer bassisten Kaspar Vadsholdt. Al musikken er med en enkelt undtagelse skrevet af Steen Rasmussen. Der har sneget sig noget nordic cool med i den brasilianske jazz. Det er feks. tydeligt på Hymn to life eller Home, der står klare og friske som en dansk sommermorgen. 


Pladens cover med den klare gule farve og den røde ananas er lavet af Per Arnoldi og passer så godt til musikken. Det er de rene og tydelige farver - her er ikke de dusede eller blege farver der kan høres i musikken. Det kan være småfunky som på titelnummeret eller rene brasilianske lækkerier som på Bossa para Joyce.


Manhã de carnal af Luiz Bonfa gæstes af sangerinden Marilda Almeida, ligesom det sidste nummer på pladen Eu sei que você sabe også har gæster med. Det er Lis Wessberg, der kigger forbi med trombonen og Jonas Krag med guitaren. Det bliver næsten et “klassisk” Steen Rasmussen nummer, hvor han træder mere i baggrunden med klaveret. Fedt at blive mindet om, at han også kan det. Ellers er jeg nu ganske fornøjet med at han har lavet en trioplade.

Steen Rasmussen

Ingen kommentarer: