Der er mange grunde til at jeg holder så meget af jazzen. En af de mest indlysende for mig er, at jazzen favner så bredt og alligevel bevarer sin autenticitet og umiddelbare ligefremhed. Det er islandske Sigmar Matthiassons nye album Uneven Eqautor en særdeles god påmindelse om.
Albummet er en selvstændig fortsættelse til Meridian Metaphor der kom i 2021 og som jeg også skrev om her på bloggen. Den i jazzen ikke så almindelige besætning med oud, klarinet, klaver, bas og trommer suppleret med strygerkvartet på fire numre, sang på to numre og spoken word på et enkelt nummer udgør grundlaget for musikken som kan høres på Uneven Equator.
Sigmar Mathiasson er både inspireret af klassisk musik og mellemøstlige toner. Det er tydeligt at det er i jazzen at han hører hjemme. Det er fine og intense kompositioner. Musikken har et næsten sart skær over sig, der grundfæstes af Haukur Gröndal på klarinet og Ásgeir Ásgeirsson på oud. Ingi Bjarni på klaver har et tydeligt melodisk sprog.
Musikken henfalder ikke i melankoli, Magnús Trygvason Eliassen på trommer løfter de andre musikeres toner frem. Det er en af den slags plader, der er svær at slippe. Der er en kæmpe detaljerigdom i løbet af de 37 minutter som pladen tager. Det føles aldrig forhastet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar