onsdag, april 23, 2025

Veronica Mortensen: Serenity (Epimon Music) LP/DL

 

Som jeg umiddelbart kan regne mig frem til, så er det over 10 år siden, at Veronica Mortensen senest har udgivet en plade i eget navn. Hun har lavet big band plader og været sammen med Peter Vuust Quartet. Nu er hun atter tilbage i sit helt eget projekt. Hun har skrevet musikken og teksterne, med hjælp fra Niels HP til sidstnævnte. Hun har samlet et superklasseorkester. Svenske Peter Asplund på trompet og flugelhorn, Henrik Gunde på klaver, Jesper Bodilsen på bas og Morten Lund på trommer lægger en sikker musikalsk bund. 


Veronica Mortensen har haft nogle klare idéer om det hun ville lave. Det er musik, der trækker på den amerikanske vokaljazzarv, med tråde tilbage til 50’ernes cooljazz, hvor særligt Peter Asplunds lækre tone der er med til, at tække det i den stemning.


Veronica Mortensen er ikke en amerikansk kvinde sammen med en kvartet en gang i 50’erne. Hun er en nutidig voksen kvinde med et dansk-græsk ophav. Det kan høres i teksterne, hvor hun går andre veje end direkte ned i kærlighedens hav. Som eksempelvis på What’s the deal, hvor hun ikke er bange for at komme med en kras og satirisk kritik af vores manglende indsats i forhold til eksempelvis klimaet.


Veronica Mortensen har en stærk og personlig stemme, som hun har valgt at bruge i jazzen - og det gør hun godt. Man har kun et ønske i forhold til udgivelsen. Der behøver ikke at gå så mange år inden hendes næste plade i eget navn kommer,.

Veronica Mortensen

Ingen kommentarer: