Old School Antunes
Er pladen fra 2007, er kompositionerne fra det 21 århundrede, er pianisten levende? Der kan svares tre gange ja, når det drejer sig om Olivier Antunes og pladen 1'st Sketches, som netop er udkommet. Det er dog ikke fordi man tænker på nutiden, når man hører musikken på pladen. Antunes spiller modent og eftertænksomt og lyder nærmere som en mand, der er dobbelt så gammel. Flere af kompositionerne er af den type, hvor man straks griber pladecoveret for at undersøge, hvem det nu er der har skrevet den melodi, som man mener man genkender, for så at opdage at Antunes selv har komponeret 7 af de 9 melodier.
Olivier Antunes har tidligere udsendt duopladen Arching i 2005. I 2003 udkom der to plader med Antunes, der kun er udgivet i Japan, det drejer sig om Introducing Olivier Antunes og Theme from Elvira Madigan. Hans samarbejde med Jesper Thilo er nok blandt de mest kendte han har lavet, hvor de to i 1999 lavede duopladen Jesper Thilo/Olivier Antunes.
På den ny plade får han hjælp af de to mestre, Morten Lund på trommer og Lennart Ginman, og de gør de sublimt, specielt når musikken har den old school feeling som nærmest svæver ind og ud af musikken hele tiden.
Bonus Info:
På pladen takker Antunes, de ikke særligt kønne abyssinske hornravne i Københavns Zoo, der har inspireret til melodien Abyssinian love affair.
Olivier Antunes: www.antunes.dk
Ingen kommentarer:
Send en kommentar