torsdag, marts 01, 2007

Vovemod: 88%
På pladeselskabet Kopasetic's site er der en lille guide til deres plader. Hvis der var noget der hed Jazzforbrugerrådet kunne de måske bruge en lignende guide. Om gruppen Meloscope's plade Re: Someone lost hedder det: Ærlighed: 100%, "Fejl"?: 33%, Tålmodighed: 99% og Komposistion: 11%. Guiden er ikke helt tosset. Pladen er ikke bare Meloscope's debutplade, det er en indspilning af deres debutkoncert på Glenn Miller Café i Stockholm. Det er dokumentationen af mødet mellem fire af svensk jazz's stærke personligheder, hvor specielt kapelmesteren og trommeslageren Peter Danemo er en god bekendt i Danmark. De andre er saxofonisterne Joakim Milder (tenor) og Cennet Jönsson (sopran) og bassisten Christian Spering. Samspillet mellem de fire musikere er intenst, hvor Christian Sperings bas binder musikken sammen, de to saxofonister spiller hele tiden op mod og med hinanden og Danemo farver det hele med det nærmest lyriske trommespil.
Kopasetic: www.kopasetic.se

DR Big Band og Mike Stern på Myspace
DR Big Band har også fået oprettet en Myspace profil, og scoopet er den video man kan se på siden med Mike Stern og big bandet med en koncertoptagelse af nummeret Chromazone, og der er endnu flere koncertoptagelser fra koncerten på Vega på denne side: vids.myspace.com/index.cfm?fuseaction=vids.individual&videoID=2001700603
DR Big Band: www.myspace.com/drbigband

Ginman med en ny Jørgensen
Lennart Ginman har indledt et samarbejde med sangeren og skuespilleren Jimmy Jørgensen. De debuterer med ni koncerter fra d. 20. april, hvor de spiller på Forbrændingen i Albertslund, og efterfølgende kan opleves på bla. Von Hatten, Gjethuset, Dexter og Det Bruunske Pakhus.
Ginman blander den klassiske akustiske jazz og den nutidige electronica, hvor han anvender laptoppen live på scenen. I Ginmans band medvirker endvidere Margrethe Bjørklund på lapsteel og guitar, Jeppe Gram på trommer og Lis Wessberg på basun.
Projektet er ifølge Ginman en naturlig videreudvikling af den musik som blev skabt sammen med Sort Sol sangeren Steen Jørgensen i det succesfulde Ginman/Jørgensen.
Lennart Ginman: www.ginman.dk

Omgivende Emborg
I forbindelse med Copenhagen Jazzfestival 2006 blev værket Surrounding Moods, bestilt af Frederiksberg Kommune til indvielsen, af surround anlægget på Solbjerg Plads. Værket var skabt af pianisten og komponisten Jørgen Emborg. Surrounding Moods er en koncert/musikalsk begivenhed hvor lyden kommer mange steder fra. Der indgår nemlig også et surroundelement. Rundt omkring i salen vil der være opstillet højttalere som i perioder vil spille præproducerede lydkulisser og også danne bindeled mellem numrene. Nu kan værket så opleves ved fem koncerter i foråret, startende på Odenses nye rytmiske fyrtårn, det nyistandsatte Post1 d. 22. marts. Jørgen Emborg står for al lydproduktion/komposition/arrangement. Publikum vil på et tidspunkt blive bedt om at bidrage til surroundelementet på forskellig måde.
Jørgen Emborg: www.jorgenemborg.dk

DMA Jazz i Vega
Danish Music Awards Jazz 2007 afholdes den 8. juni 2007 i Store Vega, hvor man iøvrigt også kan opleve Madeleine Peyroux d. 30. april, der sidst hun var i København spillede i Operaen. De tyske fusionlatinjazzlounge konger DePhazz, der er albumaktuelle 23. marts, spiller også i Store Vega, det bliver d. 16. maj.
Nomineringer og program for DMA Jazz ligger klar medio april 2007.

Ingen kommentarer: