mandag, oktober 22, 2007

Leo Mathisen: Take it easy 1940-41 vol. 3 (Little Beat Records)

Krigen kommer og Take it easy

I påsken 1940 er Leo Mathisen på ferie på Sanderstølen Høyfjellshotel i Norge, uheldigvis er det sammenfaldende med at Danmark bliver besat d. 9. april. Familien Mathisen kan ikke komme ind i Danmark, og da det endelig lykkes d. 18. maj, havde Mathisens faste guitarist siden 1938 Svend Hauberg fået job hos Svend Asmussen og det faste engagement i danserestauranten München var besat til anden side. Mathisen får engagement på Københavnerkroen og 1. sept. 1940 var Mathisen atter at finde på Münchens tribune.
Den norske sanger Cecil Aagaard er med som nyt medlem og hans indtræden i Mathisen var ikke skidt. Det kan man høre på den tredje CD i Little Beat Records Leo Mathisen serie. Her er de 8 numre som de indspillede sammen i efteråret 1940 inkluderet. Aagaard var en fysisk stor mand, men synger følsomt og indlevende. Aagaard rejser hjem i slutningen af januar. I 1941 spiller Leo Mathisen en del i provinsen, med længerevarende engagementer i Odense, Århus og Esbjerg. Det er også i 41 at Mathisen indspiller under eget navn for første gang. Fats Wallers Anita og Mathisens Take it easy er blandt de melodier som sidenhen er med til befæste Mathisens position, som den første danske jazzstjerne.
På pladen er der fire numre med The Keyboard Capers, der udover Mathisen også bestod af bla. Walther Bødker på piano. Her må man så konstatere at ikke alt hvad Mathisen rørte blev til guld. Til gengæld afsluttes pladen med en Jam-Sessiom fra JAZZreports Swingklub, hvor en smårodet men også medrivende Honeysuckle Rose får en til, at tro på at det kunne koge i København, en sen oktobernat i 1941.
Little Beat Records: www.littlebeatrecords.dk

Ingen kommentarer: