mandag, oktober 08, 2007

Johannes Møllehave, nu med jazz


I starten af november udgiver Politikens forlag CD/DVD projektet Yndlingsdigte, hvor Johannes Møllehave har udvalgt 12 digte, som pianisten og komponisten Maiken Ingvordsen har sat musik til. Det er digte af Benny Andersen, Halfdan Rasmussen, Jens August Schade, Frank Jæger, Sophus Claussen, Tom Kristensen, Harald Bergstedt og Morten Nielsen. Møllehave læser digtene op og Ingvordsens musik ledsager digtene og oplæsningen.
DVD'en er lagt i hænderne på Lars Andreas Pedersen, der sammen med Maiken Ingvorden har lavet filmen Møllehave går til musikken. Desuden er der en film, Poesi til dig og mig, hvor Møllehave fortæller om hvert enkelt af digtene.
Er der mon lagt i kakkelovnen til en julegaveidé?
www.yndligsdigte.dk

Jazzkamikaze på stor tour
I sidste uge startede Jazzkamikaze på en omfattende turné der bringer dem rundt til en lang række danske byer og jazzklubber, Skive Jazzklub, Toldkammeret i Helsingør, Huset i Ålborg og mange flere. Derudover spiller de på Kristianstad Jazzfestival i Sverige og har bla. en stribe jobs i Finland, to jobs i Rusland, Paris og et job på Quasimodo i Berlin. Turnéen slutter 7. december i Hillerød. Herefter skulle være klar til, at gå i studiet og indspille deres tredje plade. På turen bliver der mulighed for at høre alt det gamle, men også lidt af det nye, bla. har pianisten Morten Schantz taget en vocoder med og springer ud som 21st century Herbie Hancock. Rygtet siger at der kommer mere vokal på den nye plade.
Jazzkamikaze: www.jazzkamikaze.com


Bliv executive producer på Torben Waldorffs næste plade
Det står allerede klart nu, at pladen kommer til, at hedde Afterburner og at den skal indspilles i slutningen af december. Det er guitaristen Torben Waldorffs anden plade for ArtistShare, det drejer sig om. For $ 5000 kan du blive executive producer, dette inkluderer en masse godter, udover pladen i en ultrasjælden specialudgave og dit navn på pladen som executive producer får du bla. lov til at opleve indspilningen, en middag sammen med Torben i New York, en guitarpedal, som han har brugt ved mange koncerter gennem årene og så videre. Dollaren er idag nede i 5.24 kr, så det kan godt være at det er nu du skal slå til. For den lidt mere menneskelige pris af $ 18.95 får du pladen, plus adgang til videoer omhandlende skabelsesprocessen (af pladen).
Torben Waldorff er den eneste europæiske musiker der er tilknyttet ArtistShare, hvor Maria Schneider og Jim Hall er blandt de mest prominente
Torben Waldorff: www.waldorff.com

Nordjyske jazztalenter på CD
Formålet med dette initiativ er at promovere jazztalenter fra Nordjylland og dermed præsentere en række spændende konstellationer inden for nordjysk jazz. Idégrundlagetfor Nordjyske Jazztalenter er, på bedste vis at få repræsenteret udvalgte orkestre med etgennemarbejdet og lokkende PR-materiale, der skal formidles til en lang række af landets spillesteder samt mere utraditionelle scener som eksempelvis erhvervslivet.
Gennem produktionen af sampler-CD'er de følgende år skal PR-materialet være medvirkende til at forholdsvis ubeskrevne musikere kan få sat gang i deres karriere regionalt som nationalt, og det forventes at synliggørelsen og jobmulighederne for de nordjyske jazztalenter øges med dette formidlingsinitiativ. Håbet er, at sampler-CD'erne skaber tendens hos de potentielle kunder til at engagere relativt ubeskrevne musikere og orkestre, ligesom CD'erne forhåbentlig skaber en synergi-effekt i det udøvende miljø, der kan resultere i nye kunstneriske konstellationer. Og her kunne det være interessant med initiativer der fusionerer jazzen med andre musik/kunstformer som eksempelvis electronica eller billedkunst.
Projektet varetages af Jazzformidling.dk i et samarbejde med Tversted Jazzy Days og forløber over en 3-årig periode, men der vil blive arbejdet på at gøre sampler-Cd'en levedygtig for fremtiden. Da Nordjyske Jazztalenter henvender sig til den talentmasse, der umiddelbart står på tærskelen til en karriere, supplerer projektet det allerede eksisterende rammeprogram for talentudvikling under Tversted Jazzy Days, der bl.a. tæller projekterne Jazzy Talents, der laves i samarbejde med MGK i Hjørring og Jazzy Kids - et rytmisk akademi med musiske skoler og professionelle jazzmusikere. Nordjyske Jazztalenter er støttet af Kulturaftale Nordjylland og Tversted Jazzy Days, der står for at tilvejebringe den resterende finansiering.

Niels Lyhne Løkkegaard modtager DPA-jazzkomponist-prisen 2007
Niels Lyhne Løkkegaard vandt første prisen på 10000kr i Jazzkomponistkonkurrencen for jazzkomponister under 30 år udskrevet af DPA (DanskePopulærAutorer).
Prisfesten fandt sted d. 4/10 i Huset i Magstræde hvor Ivan Pedersen uddelte prisen og som i motivationstalen bla. sagde om Løkkegaards komposition: ”I al sin enkelhed, fotæller Niels Lyhne Løkkegaard, med få tonale virkemidler en poetisk og rørende historie. Han formår at strække materialet ud, kontrolleret og dog samtidig på en måde så der er plads til at musikerne kan udfolde sig.I jazzens rå og kraftigt udtryksfulde verden er Niels Lyhne Løkkegaards komposition både meget modig og meget moden”.
Niels Lyhne Løkkegaard: www.nielsloekkegaard.dk

Sniglyt til Jakob Bros kommende plade
Guitaristen Jakob Bro har lige været i New York, hvor han har indspillet i Avatar Studios. Blandt de musikere som han har indspillet med, finder man hans gamle arbejdsgiver, trommeslageren og legenden Paul Motian, guitaristerne Kurt Rosenwinkel og Bill Frisell (er det ikke første gang en dansker arbejder sammen med Frisell?) og saxerne Mark Turner, Chris Cheek, Andrew D'Angelo og Jesper Zeuthen. Han har indspillet hele 25 melodier og har materiale nok til 2-3 CD'er, hvor den første bliver udgivet i foråret 2008. Allerede nu kan du lytte til fire numre fra sessionen, på Bro's My Space side.
Bonusinfo:
Jakob Bro er med i den polske trompetist Tomasz Stankos nye band. De spiller første gang offentligt d. 9. og 10. nov. i Polen.
My Space: www.myspace.com/jakobbro

Kom tæt på Jim Hall og Bill Frisell
Vil du være executive producer på den kommende duoplade, som guitaristerne Jim Hall og Bill Frisell skal lave? For $ 12.500 kan du blive "Artistshare Executive producer". Det betyder at dit navn kommer på pladen, hvor der står Executive Producer: Niels Overgård (sådan cirka). Du får også et nummereret eksemplar af pladen (#1 af 10.000), du får lov til at opleve duoen under indspilningen, du er med under den efterfølgende masteringsession, du får VIP adgang til alle Jim Hall koncerter i et år og 50 eksemplarer af CD'en som bliver sendt til dine venner. Det er det kunstnerejede pladeselskab, Artistshare der står bag denne spændende mulighed, som der kun er en person der får mulighed for at købe. Du kan også købe nogle mere neddroslede versioner.
www.artistshare.com


Kommende pladeudgivelser
OKTOBER
Keith Jarrett: My foolish heart (ECM) -en sur mand spiller smuk musik
Thigpen/Bodilsen/Dahl: Tribute to Night train (Universal)
Simon Spang-Hanssen 5tet: Coexistence (Alisio)
Stanley Clarke: Toys of men (Telarc)
Jan Lundgren: Magnum mysterium (ACT) -med Lars Danielsson og Gustaf Sjökvist kammerkor
Niels Jørgen Steen Beatkapel: The Åhus Concert (Ayler Records) -indspilning fra 1973 på Åhus jazz festival i Sverige
Enrico Rava & Steffano Bollani: The third man (ECM)
Stacey Kent: Breakfast on the morning tram (Blue Note)
Bugge Wesseltoft: IM (Jazzland)
Thorbjørn Risager: Here I am (Cope)
Torben Westergaard Oktober: Penelope (Calibrated) -med bla. Eva Dahlgren
Aphrodesia: Indigo (Stunt)

NOVEMBER
E.S.T.: Live in Hamburg (ACT) -dobbelt CD med 10 numre
Nostalgia 77 Octet: Weapons of Jazz Destruction (Tru Thoughts)
Jacob Anderskov: Panta Rhei (ILK) -solopiano med Anderskov

Ingen kommentarer: