mandag, juli 13, 2009

Caution! Art Kills!: Live in Aarhus (Gateway)

21st century Triojazz
 
En af electronicamusikkens kendetegn er gentagelserne af enkle musikalske figurer, der vendes og drejes på mange måder. Noget der godt kan trækkes ind i jazzen, men alt for sjældent sker. Klavertrioen Caution! Art Kills! spiller på deres debutplade Live in Aarhus electronicanumre af norske Röyksopp (Eple) og svenske The Knife (Like a pen). Desværre er der ikke et nummer af Trentemøller, det ville ellers have passet rigtigt godt ind. De bruger de musikalske figurer til at improvisere over og skabe ny og spændende musik.
Caution! Art Kills! har udover et dejligt tåbeligt navn også en evne til at finde spændende numre, som de spiller deres personlige klavertriojazz-udgaver af. Jeg troede umiddelbart at de var en dansk udgave af The Bad Plus, der også ofte har spillet rock/pop numre. Det er ikke tilfældet. Caution! Art Kills! er mere afdæmpede og nok som følge deraf også udstyret med lidt mere sans for de små detaljer. Der sker rigtigt meget når de tre musikere først er gået igang.
Pianisten Caspar Hesselager leder trioen med en fin evne til, at tage sig tid og ro til at spille den gode melodi. Pladen indledes med Elliot Smith's Strung out again. En god melodi, der præsenterer trioen flot. Elliot Smith har også skrevet pladens tredje nummer; Everything means nothing to me. Herudover er der også numre af Björk (Unravel)og Paul Motian (Mode VI). Hesselager har skrevet pladens eneste originalmelodi Go away - Stay awake.
Trommeslageren Christian Windfeld er ikke uden skyld i pladens elegante fremtoning, der iøvrigt er en liveindspilning. Hans fine fornemmelse for hvornår der skal gives plads til bassen eller pianoet, er med til at understrege trioens position som noget af det mere spændende på den danske jazzscene lige nu.
Thomas Sejthen på bas har den der syngende triobas, der fylder og lyder af enormt meget. Den er trukket langt frem i lydbilledet. Han står måske ikke så i meget i gæld til NHØP rent stilistisk, men mere i form af at bassen skal høres og ind imellem være medlodibærende. På et nummer som 60'er kultbandet The Zombies' ballade The way I feel inside folder han de store basfaner ud i en fantastisk solo.
Bonusinfo:
Caution! Art Kills! spiller i Musikhusets foyer d. 15. juli kl. 13.15.
Caution! Art Kills!: www.cautionartkills.com
My Space: www.myspace.com/cautionartkills

Ingen kommentarer: