søndag, marts 20, 2011

The Rempis Percussion Quartet: Montreal parade (482 Records)

Free og lidt mindre free
Albert Ayler er ikke helt død, ånden lever i bedste velgående når man hører denne udladning fra The Rempis Percussion Quartet. Der er to numre på albummet på henholdsvis 20 og 42 minutter. Den tyve minutter lange This is not a tango er Aylerland. Mens den 42 minutter lange suite-opbyggede If You were a waffle and I were a bee er en jazzhistorisk tour de force. Der startes med heftig funky bebop for så at køre over i powerfyldt freejazz (med kærlige nik til 60'ernes freejazz). Herefter sættes tempoet ned. Der spilles med en lavmælt, undertrykt eksplosivitet der udvikler sig til et afroinspireret jazzparty.


Det er saxofonisten Dave Rempis der står i spidsen for kvartetten. Han spiller både på alt-, tenor- og baritonsax. Rempis hører til Chicago freejazzscenen og har siden '98 spillet sammen med Ken Vandermark i forskellige konstellationer. Desuden er han aktiv med flere forskellige egne grupper, bla. en med Paal Nilssen-Love. I The Rempis Percussion Quartet er der også en nordmand mad. Bassisten Ingebrit Håker Flaten er nyt medlem der afløser Anton Hatwich der var med på gruppens fire foregående albums. Trommeslagerne Tim Daisy og Frank Rosaly breder sig ud i kreativt og fantasifuldt trommespil. De er med til at placere kvartetten som en væsentlig og vigtig gruppe på den amerikanske freejazzscene i dag.
Dave Rempis: www.daverempis.com

Ingen kommentarer: