Fusionsjazzen trækker stadig vejret
Han rejste i 2010 over 10.000 $ på fundingsitet kickstarter.com til indspilningen af dette album. Forud for det var gået en periode med cancer. Da han kom ud på den anden side af sygdommen valgte han - inspireret af Lance Armstrong's evne til at vinde Tour de France ovenpå en cancersygdom - at forfølge barnedrømmen om at blive professionel jazzmusiker. Dette mål er ikke nået endnu. Men denne plade er en del af denne drøm.
Mike Prigodich er pianist med snuden plantet godt nede i den store fusionsgryde. I selskab med kvalificerede musikere som feks. bassisten Damian Erskine (der er Peter Erskine's nevø) der spiller på seks-strenget el bas og guitaristen Brandon Woody spiller de musik af en anden tid.
Et heftigt tempo, teknisk krævende arrangementer og behagelig melodisk tilgang får mig til at tænke på Chick Corea (i det elektriske hjørne), Yellowjackets og andre der havde deres storhedstid for over 25 år siden. Det falder godt nok noget bedaget ud, men det betyder jo ikke at det lyder dårligt. Det lyder nemlig ret fedt - her må jeg så også indskyde at jeg var ung i 80'erne og har hjemmebanefordel, når det gælder højoktan firserfusion. Jeg vil dog indskyde at jeg i samme periode blev nødt til at koble af fra de komplicerede arrangementer og så bare lytte til noget punk...Sods, Ramones og andre vildbasser.
Mike Prigodich har skrevet det hele og har bla. lavet hyldestnumre til Stevie Wonder og Chick Corea. En underholdende plade, der næppe overbeviser nye lyttere om at fusionsjazz er fedt men for os andre er det helt okay. Prigodich's akustiske piano i det melodisk groovy hjørne kombineret med Erskines fede bas har overbevist mig.
mikeprigodich.com
Han rejste i 2010 over 10.000 $ på fundingsitet kickstarter.com til indspilningen af dette album. Forud for det var gået en periode med cancer. Da han kom ud på den anden side af sygdommen valgte han - inspireret af Lance Armstrong's evne til at vinde Tour de France ovenpå en cancersygdom - at forfølge barnedrømmen om at blive professionel jazzmusiker. Dette mål er ikke nået endnu. Men denne plade er en del af denne drøm.
Mike Prigodich er pianist med snuden plantet godt nede i den store fusionsgryde. I selskab med kvalificerede musikere som feks. bassisten Damian Erskine (der er Peter Erskine's nevø) der spiller på seks-strenget el bas og guitaristen Brandon Woody spiller de musik af en anden tid.
Et heftigt tempo, teknisk krævende arrangementer og behagelig melodisk tilgang får mig til at tænke på Chick Corea (i det elektriske hjørne), Yellowjackets og andre der havde deres storhedstid for over 25 år siden. Det falder godt nok noget bedaget ud, men det betyder jo ikke at det lyder dårligt. Det lyder nemlig ret fedt - her må jeg så også indskyde at jeg var ung i 80'erne og har hjemmebanefordel, når det gælder højoktan firserfusion. Jeg vil dog indskyde at jeg i samme periode blev nødt til at koble af fra de komplicerede arrangementer og så bare lytte til noget punk...Sods, Ramones og andre vildbasser.
Mike Prigodich har skrevet det hele og har bla. lavet hyldestnumre til Stevie Wonder og Chick Corea. En underholdende plade, der næppe overbeviser nye lyttere om at fusionsjazz er fedt men for os andre er det helt okay. Prigodich's akustiske piano i det melodisk groovy hjørne kombineret med Erskines fede bas har overbevist mig.
mikeprigodich.com
Ingen kommentarer:
Send en kommentar