Da jeg skrev om den islandske pianist Sunna Gunnlaugs' album The Dream i foråret handlede det bla. om at jeg ikke havde forventninger til musikken, da jeg ikke havde hørt hende før. Det var et velfungerende kvartetalbum med nogle superseje sidemen. Nu er hun atter aktuel, denne gang med et trioalbum og denne gang er det med forventninger at jeg lytter. De bliver til fulde indfriet. Trommeslageren er den samme som sidst, nemlig ægtemanden Scott McLemore mens bassen varetages af landsmanden Þorgrímur Jónsson. Det er hendes 7. album i eget navn.Hun har et kærligt og fortroligt forhold til den melodiøse, smukke og følsomme triojazz. Siden jeg modtog pladen som download er den blevet spillet flittigt. Det er jazz af den den slags der fylder. Den besidder et vemodigt nordisk skær. Sunna Gunnlaug har en elegant evne til at skære melodien. Antydninger og smådele samles op og bruges til en samlende melodi. Trioen besidder et fint samlende udtryk, hvor man ikke er i tvivl om, hvis navn der står med de største bogstaver på coveret. Det er i øvrigt et cover der ikke eksisterer fysisk endnu. Pladen er sendt ud som download til jazzbloggere, der med foromtale af pladen gerne skulle få folk til at støtte pladen økonomisk. Det kan du stadig nå at gøre på Kickstarter, hvor der i skrivende stund er samlet 2030 $ ind. Målet var 2000 $ og der er endnu 67 timer tilbage inden indsamlingen lukker. Så det ser ud til at det lykkes, også uden hjælp fra Jazznyt.
www.kickstarter.com/projects/sunnagunnlaugs/long-pair-bond
