tirsdag, januar 17, 2012

European Jazz Orchestra 2011: Conduted by Jere Laukkanen (EJO/Cowbell)

Moderne europæisk big band musik. Jazzens svar på partiturmusikken kan være en svær størrelse. Det interessante er at man kan sammensætte et big band på 17 mand fra næsten lige så mange lande, lade dem spille nykomponeret musik. Herefter sender man dem på turné ud i Europa. Det var Erik Moseholm og Birgit Vinges mission for efterhånden mange år siden. Det er det stadigvæk. Andre har blot taget over. EU og Herning Kommune er de store økonomiske bidragsydere. Radio og TV-stationernes europæiske samarbejde EBU sørger via deres jazzproducergruppe for netværk og musikere.

2011-turen startede i den lille vestjyske by Vildbjerg, hvor big bandet øvede i 3 dage inden de tog på turné ud i Europa. Under ledelse af den finske dirigent Jere Laukkanen spillede big bandet i 2011 musik komponeret og arrangeret af Laukkanen og estiske Raul Sööt. 11 numre fordelt over 2 CD'er er en stor mundfuld. Imponerende nok bliver de 7 kvarters musik ikke trættende eller kedelige. Musikken er indspillet ved slutningen af turnéen i Turku, Finland. Jeg hørte dem ved deres første koncert. Efter 20 dage og 8 lande fornemmes der en langt større fortrolighed med musikken. Det er med til at gøre denne udgivelse til at være en af de bedste der er kommet med European Jazz Orchestra.


Pladen lukkes ned med Dizzy Gillespie's Manteca i et funky arrangement af Laukkanen, den tyske pianist Pablo Held får nummeret til at svede med el-klaveret. Der er flere højdepunkter på pladen, hvor flere af dem former sig som små suiter. Sööt's Jäälöhkuja poeg (the icebreakers son) der med den estiske bassist Peedu Kaasi som omdrejningspunkt er i opbygning og stemning vildt fascinerende. Laukkanen's Rag-a-muffin' beskriver mødet mellem Duke Ellington og Jelly Roll Morton på en bar i Jamaica, hvor de bliver høje. Bulgur er en balkan-samba med den bulgarske darbuka-virtuos Ivan Tsonkov i en medrivende rolle.
European Jazz Orchestra er i 2011-udgaven en fornøjelig bekræftelse på, at europæisk big band musik ikke ligger under for kedelig stagneren på trods af at det bygger på stærke traditioner.
Bonusinfo:
Det er ikke kun EM i fodbold  kommer til Ukraine i år. European Jazz Orchestra 2012 har hentet årets musikalske leder i Ukraine, hvor de selvfølgelig også spiller flere koncerter.
swinging-europe.dk

Ingen kommentarer: