Jesper Bodilsen var på Joe Lovano's hold i forbindelse med Summer Session på Vallekilde Højskole for nogle uger siden. Bodilsen gav mig sit nyeste album i den forbindelse. Det er dobbelt albummet Scenografie, der i første omgang kun er udkommet i Italien på CD. Kan man nøjes med download, kan den hentes på iTunes. Det var egentlig pudsigt at møde og høre Bodilsen i et rimeligt heftigt basarbejde - i et fint samarbejde med trommeslageren Frands Rifbjerg og så efterfølgende komme hjem og lægge ørene til det nyeste album. Jeg var ikke uforberedt på stilen - det er den samme der kendes fra Short stories for dreamers fra 2009. Men det er tæt på langt fra den jazz som Bodilsen spillede med Lovano. Bodilsen har endnu en gang undladt at have en trommeslager inde over. Det giver et afdæmpet og roligt udtryk.
Pladens materiale er taget fra to forskellige sessions. På den ene har han endnu en gang svenskerne Peter Asplund (trompet) og Ulf Wakenius (guitar) med som på den første plade. Denne gang suppleres de af italieneren (med en del år i det danske) Paolo Russo på bandoneon. Den anden session er indspillet i Italien og er sammen med manden, der muliggør Bodilsens italienske eventyr: pianisten Stefano Bollani. De suppleres af henholdsvis sangeren Joe Barbieri og klarinetisten Nico Gori. Pladen efterlader et indtryk, af en logisk sammensmeltning mellem det nordiske og det italienske temperament. Med en overvægt til det italienske. Bodilsen har ikke kun spist af den italienske mad, når han i de senere år har turneret med Bollani i Italien. Der er meget mere der har sat sig.
Dobbelt-albummet kunne godt have været to enkelte plader. Der er forskel på de to sessions. I sjælen og stemningen er det dog det samme. Bodisen viser flere gange hvorfor han er blevet så eftertragtet i det udenlandske. Hvis du har brug for at blive overbevist, så hør den fremragende Waiting, hvor Gori's klarinet og Bollani's piano vartes op af et basspil af en anden verden. Der er adskillige højdepunkter på pladen, der allerede er anmeldt positivt af en lang række italienske medier.
Bonusinfo:
Jesper Bodilsen spiller med alle musikerne (minus Bollani plus Kasper Villaume) på Godset i Kolding d. 11. september, Kulturministeriet i Ebeltoft d. 12. september og på Jazzhus Montmartre d. 13 og 14. september.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar