Kan man både blæse og have mel i munden? Kan man både være krokodille og elefant? Kan man både spille skæv rock og hård jazz? Det første er der ikke ændret på. Men de to sidste ting prøver norske Krokofant at gøre noget ved. En krokofant er kendt fra en norsk børnesang, hvor den både blæser og har skarpe tænder. I bandet Krokofant blæses der også hensynsløst løs på os. Guitaren bider med skarpe tænder.
Guitaristen Tom Hasslan og trommeslageren Axel Skalstad startede som duo efter at de mødt hinanden i en guitarforretning i jazzfestivalbyen Kongsberg. I 2012 tilføjede de saxofonisten Jørgen Mathisen (kendt fra bl.a. The Core og Zanussi Five). Hvor de i duoen havde dyrket det frie udtryk kom der mere struktur på efter Mathisens indtræden. Med et hæsblæsende og disciplineret udtryk sender Krokofant en seriøs omgang progressiv rock a la King Crimson iblandet Peter Brötzmanns frie vildskab ud i hovederne på os. Det er særdeles vildt og dejligt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar