Hvis pladen kun bestod af åbningsnummeret Jamil ville jeg give den 500 stjerner. Hvor jeg dog elsker det nummer! Nu giver jeg slet ikke stjerner til de plader jeg anmelder og pladen består også af andet en Jamil. Så jeg “nøjes” med at give pladen 6 stjerner - hvis jeg altså gav stjerner. Det er bassisten AC der har skrevet åbningsnummeret på pladen, som egentlig er den første plade Anders AC Christensen, Nikolaj Hess og Mikkel Hess har lavet under navnet Hess/AC/Hess. De har spillet sammen siden deres ungdom i Vejle og lavede også en plade under navnet Spacelab for 5 år siden. De har været fast natindslag på Copenhagen Jazzhouse under Copenhagen Jazzfestival gennem mange år, hvor Nikolaj Hess har siddet ved Hammond B3 orgelet. På den aktuelle plade er det i stedet flygelet og den mere eftertænksomme musik der er kommet i fokus.
Det er musik i balance med sig selv og med lytteren. Der er en magisk ro og fylde i musikken. Flere af numrene har været brugt i film i andre udgaver. Pladen er et soundtrack til dit øjeblik. Nikolaj Hess sætter ikke en finger forkert undervejs på flygelet. Det føles så logisk og rent. AC er ham der sætter musikken sammen med en usvigeligt sikker og følsom bas. Mikkel Hess er i musikken. Fornemmer musikkens sjæl og markerer. Hess/AC/Hess har skabt et trioalbum sprængfyldt med originalitet, melodi og vitalitet. Det er et meget anbefalelsesværdigt album!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar