The Embla består af sangerinden Nana Cecilie Gaardsted Bøvling og trommeslageren/percussionisten Frej Lesner. Alt overflødigt er fjernet. Tromme og stemme står tilbage. Rene og pure som nyfødte står de. Urfolkets stemme og puls findes frem. Alle parader sænkes og jeg sender en hilsen til mine forfædre i urtiden. Forfædre der lagde hovedet på deres elskede bryst, mens de mærkede og hørte pulsen. Det lyder simpelt. Det er det også. Det er pointen. Med stemme og rytme åbnes der for hjerte og sjæl.
Det er det rene udtryk, der dyrkes med en overbevisende konsekvens på The Embla’s LP. Nana Cecilies stemme står centralt. Hun har en baggrund med studier i afrikansk dans, trommer og sang. Frej Lesner lægger et pulserende beat, der sætter sig i kroppen og får mig til at vugge med. Det er nøgent men ikke afklædt. En duo med trommer og vokal er ikke hverdagskost. Helt ukendt er det dog ikke, da svenske Wildbirds & Peacedrums har gjort deres til, at kombinationen er kendt. The Embla er skylder dog ikke deres svenske kolleger noget. De har fundet et eget udtryk.
Albummet er udgivet på LP, CD og download.
bonusinfo:
Embla er også navnet på et band der ledes af bassisten Niels Præstholm. Det har intet med det aktuelle projekt at gøre.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar