mandag, februar 29, 2016

Anders Ammitzbøll: Hymns for Hearts #1 (ammitzbolmusic.com/Gateway) LP

Tilbage i september fik jeg en digital kopi af denne plade, med meldingen om at LP’en ville komme i november. Men som så mange før ham, så måtte Anders Ammitzbøll vente indtil nu inden vinylen var klar. Der er pres på vinyltrykkerierne rundt omkring, hvor små oplag ofte skubbes bag i køen, på grund af major releases, der sælger mere og mere. Anders Ammitzbølls vinylplade har været værd at vente på. Den folder sig smukt ud på pladespilleren, med en indspilning fra en koncert på spillestedet Ambassaden i Århus. Anders Ammitzbøll er bassist og har ved hjælp af Kickstarter fået financieret sin debutplade. Jeg havde ikke hørt om Ammitzbøl før denne udgivelse. Han er dog også helt sikker på at jeg ikke glemmer ham efterfølgende - og det er vel at mærke for det gode.

Ligesom instrumentkollegaen Jens Mikkels projekt I Think You’re Awesome trækker Hymns for Hearts på noget af det samme. At musikken er indspillet live har en stor betydning for samlede udtryk. Det er dejligt loose i samlingerne, hvor Ammitzbøls bas i høj grad holder sammen på musikken. Det giver plads til at trommeslageren Rasmus Iversen kan tage sig nogle friheder ind i mellem. Disse friheder spiller godt sammen med det to guitarister Viktor Sandström og Stian Swensson der med deres spil væver et tæppe af melodiflader og toner. Der trækkes på noget rootsinspireret jazz, som man også kender det fra Bill Frisell. Der er skønt pulserende flow på pladen, der kun afbrydes af den frie Paranoia. Pladecoveret er i øvrigt lavet af Simon Gorm Eskildsen, der også lavede coveret til I Think You’re Awesome’s debutplade. At der er atter står Århus hen over en kvalitetsvinyl med jazz er efterhånden ikke så underligt. Jeg er fornøjet.

Ingen kommentarer: